Et foredrag om kunstens lange vej fra hulemalerier til Goya.

Nogle af historiens første malerier findes i Altamira i Nordspanien. Her har stenaldermennesket blandet jord og blod, medbragt fakler af ild og begivet sig langt ind i dybe huler for at male på klippevæggene. Som Michelangelo i det sikstinske kapel må de have ligget på ryggen eller stået med en fakkel i den ene hånd, for der var buldrende mørk i fortidens huler. De er udført med en forbavsende naturalisme, som senere skulle blive et gennemgående træk i spansk kunst.

Med romerne kom kristendommen, og spansk kunst blev en religiøs kunst, der i høj grad skulle udtrykke smerte, lidelse, patos, energi og bevægelse. En af de tidligste kristne martyrer, den romerske soldat Sebastian, der blev gennemboret af pile for sin tro, ses i næsten alle spanske kirker. I ingen andre lande males han med så mange pile, med så meget blod, med så mange tårer, med så mange snærende bånd og himmelvendte øjne som i Spanien.

Her ser vi nogle scener fra Skt. Julita og hendes søn Quirius liv og martyrium. Det er udpenslede torturscener, som folk kan forstå, en slags tegneserier for en menighed , der ikke kunne læse. Værket er fra ca. 1170, og der saves ned igennem kroppen, hamres søm ind i hovedet, de to koges i en gryde og stikkes med sværd.

"Kristus hjælpes af to engle" er et dramatisk værk fra ca. 1490. Vi ser en lidende Kristus, der er brugt dystre, brunlige farver og det indtørrede blod giver et indtryk af, at Kristus har lidt længe på korset.

Blod, grusomhed og lidelse er gennemgående motiver i spansk maleri, her Skt. Cucufats martyrium fra ca. 1500. Så meget blod ser man ikke i de samtidige italienske malerier.

I 1492 erobrede man Granada, som var arabernes sidste bastion. Nu skulle man sikre, at alle havde den rette kristne tro, dertil oprettedes inkvisitionen. I begyndelsen for at kontrollere, at omvendte jøder ikke faldt tilbage til deres gamle tro, senere blev mange andre forfulgt. Det blev vigtigt at have rent blod, at kunne bevise, at man ikke var jøde eller araber. Her ser vi en scene fra en auto de fe. Det er jo egentlig en massehenrettelse, men der hersker en mærkelig passivitet, en ligegyldighed, en af inkvisitørerne sover. Om lidt vil ofrene blive ført bort for at blive brændt eller garroteret.

Da renæssancen går over i manierismen, får vi nogle forvredne, langstrakte figurer, og når man blander det med spansk lidelse, åndelig smerte, forvrængede udtryk, får man en Pietá, der ser sådan ud. En dyster atmosfære, der er også en næsten asketisk, mystisk stemning. Værket er fra ca. 1570.

Vi er på vej mod el Greco, som ikke var spanier, men græker og egentlig hed Domenico Theodopolis. Han kom til Spanien som 35 årig. Han var mere byzantinsk og venetiansk, end han var spansk. Alligevel har han ramt den spanske alvor og stolthed i dette fantastiske portræt af en "Ridder med hånden på brystet." Personificeringen af det spanske imperium.

Kirken bestemte, hvordan kunsten skulle se ud, men en anden bestiller var kongen og adelen. Habsburgerne herskede, og deres portrætter skulle tilbedes som et ikon, de var valgte af Gud. Det er mørke portrætter, der udtrykker en alvor, en stivhed. Der er ikke meget i baggrunden, der angiver interiøret. De kongelige blev gengivet, så det lignede ned til mindste detalje. Her ses prinsesse Clara Eugenia med en dværg. Dværge blev brugt som kontraster til de kongelige, de skulle få de kongelige til at blive endnu smukkere.

Hos Ribalta ser vi den hellige Frans omfavne Jesus på korset. Han er paasioneret forelsket, det er mennesket, der omfavner Gud, himmelen er kommet ned på jorden. Det han ser, er det hans sjæl ser. Ca. 1620.

Den samme ekstase ser vi hos Teresa af Avila, en ef tidens vigtigste mystikere. Kærlighedens martyrium har stærkt erotiske undertoner. Hun gennembores af en pil.

Zurbarán rejste rundt og malede munkene i klostrene. Han tilbragte flere år i forskelige klostre. Her er den korsfæstede Peter kommet til syne for en munk, sømmet til korset flyder Peter med hovedet nedad på en orange sky, der på mystisk vis træder frem af mørket. Den hvidklædte munk oplever med forundring et priviligeret syn.

Zurbarán er et vidne til den indre, åndelige, kontemplative passion i de lukkede klostre, hvor sjælen blev renset og forenet med Gud. Hos ham ser vi en naturalisme og ærlighed, en religiøs intensitet, en materiel alvor, det er næsten meditationsbilleder.

Vi ser den samme religiøse realisme hos Ribera ca. 1640. Her er den hellige Filips martyrium; der er en melankolsk resignation overfor de lidelser og smerter, som han ved, at han skal udsættes for. Hans grove krop beskrives i detaljer. Det er en psykologisk beskrivelse af en helgen, der accepterer sin skæbne.

Der var strenge regler for, hvordan jomfru Maria måtte fremstilles. Hun skulle være knappet til fra hals til fødder; her står hun ubevægelig, omgivet af sine attributter og små engle. Den ubesmittede jomfru er en ungdommelig skønhed med et uskyldigt udtryk, fri for al synd. Sådan har Murillo malet hende ca. 1650.

Velázquez (1599-1660) kaldes også for malernes maler. Født i Sevilla, i en lavadelig familie. Allerede som 11-årig kom han i lære hos en kunstner, og da han var udlært, blev han hurtigt kendt i Sevilla, som en maler af bodegones, stilleben. I Spanien er det en beskrivelse af et simpelt spisested, med simple mennesker, en beskrivelse af mad, drikkevarer, service osv. En opstilling som ses her, og som Velázquez har malet, da han var knap 20 år.

Da han var 22 år bestemte han sig for at tage til Madrid, og her lykkedes det ham hurtigt at komme i kontakt med det spanske kongehus og få en fast ansættelse, noget der var helt usædvanligt. Det blev begyndelsen til et livslangt venskab med kongen, Filip IV, der var 6 år yngre. Velázquez kom til at male ham og den kongelige familie de næste 30 år. Her ses et portræt, hvor et næsten ophøjet lys bader kongens ansigt.

Eftersom Velázquez havde en fast stilling, behøvede han ikke at arbejde for kirken, og han udførte kun få religiøse værker. Her ser vi et af dem, en Kristus på korset. Det er et meget atypisk billede, for V. anbringer korset mod en mørk baggrund, han formidler en følelse af Kristi fuldstændige isolation i døden. Hans krop er nærmest elfenbensfarvet, men den rører os ikke, Jesus lider ikke. V. følger ikke den spanske tradition, han kan tillade sig at male, som han vil, for han er beskyttet og begunstiget af kongen.

Kongen havde en nøgle til Velázquez værksted, og han kom tit for at se ham male. I portrætterne lykkes det at gengive en idealisering af en enevældig konge, V. giver ham en ydre form, der ikke svarer til det syndefulde indre, som kongen gav sine få nærmeste venner indtryk af. Kongen var dyb religiøs, men til trods for, at han var gift to gange, fik han 36 registrerede børn udenfor ægteskaberne. De børn var alle sunde og raske, hans legitime børn døde næsten allesammen.

Foruden de kongelige malede han også dværge og narre. Han udleverer ikke deres deformiteter, men giver dem en værdighed, som er usædvanlig for tiden.

Velázquez malede Filip IV´s datter Maria Teresa som 14 årig. Hun blev senere gift med Ludvig 14, solkongen.

Velàzquez har malet et af de 10 mest kendte værker i verden, "Las meninas," hofdamerne. Vi befinder os i det værelse på slottet, hvor V. havde sit værksted, og vi ser ham til venstre, hvor han står bag et lærred og maler. I centrum er den lille prinsesse Margarita, omgivet af sine hofdamer, tjenestefolk og to dværge. I et spejl ser vi kongen og dronningen. Det er et mystisk værk, for hvad er det, vi ser? Hvem er det, han maler?

I 1659 malede Velázquez et portræt af Felipe Prospero, den søn der endelig var blevet født, og som skulle være arving til det spanske imperium. Det er et mesterværk, men det er også et trist mesterværk. Vi ser den lille prins, lysblond og med en lidt bleg hudfarve. Den måde hånden hviler på stolen afslører hans svaghed. Det er en bedårende, men melankolsk lille prins i strålende omgivelser. Den lille hund derimod er legesyg, det var Velázquez hund. Modsat prinsen er den fuld af liv. Der er en følsomhed, men også en tristhed. Det skulle blive Veláquez sidste værk, han døde året efter. Prinsen døde to år senere.

Detalje fa det store "Las meninas." Vi ser Velázquez med det fornemme Santiago kors, som først blev malet på nogle år senere.

Goya elskede livet, og han blev en gammel mand. Født i en lille by i Nordspanien i 1746, død i 1828 i en slags landflygtighed i Bordeaux. Han havde en enorm energi, arbejdede altid og efterlod sig over 1870 værker.

Kunsten indenfor den katolske kirke var en meget lukket verden, og hvis man ville have succes, måtte man tage til Madrid. Det vidste Goya, han havde allerede tidligere uden held forsøgt at slå igennem i Madrid. I 1775 lykkedes det ham via sine to svogre at få nogle bestillinger på skitser til gobeliner. Skitserne ville senere blive vævet op til gobeliner. De blev hans adgangsbillet til hoffet.

Han mødtes også med den kongelige familie, noget han var umådelig stolt over. Han malede kongen, Karl III, som vi ser her i et jagtportræt. Goya var yderst tilfreds med bestillingerne, for så slap han for at udføre det kedelige arbejde for kirken og skændes med præster og biskopper, som ikke havde forstand på kunst.

I 1783 kommer den første bestilling på et portræt, og snart bliver han en efterspurgt portrætmaler. Hertugen og hertuginden af Osuna får malet deres familieportræt, og de bliver Goyas mæcener. I 1786 udnævnes han til kongelig maler og er dermed sikret en fast løn.

Goya arbejdede altid, og i 1792 blev han alvorlig syg. Uden tilladelse rejste han til Cádiz, hvor en god ven, Sebastian Martínez passede og plejede ham. Da han vendte tilbage til Madrid, var han stokdøv, og det forblev han resten af livet. Som tak malede han et af sine bedste portrætter, af sin velgører Martínez.

Efter sygdommen kunne Goya umuligt vende tilbage til rokokoverdenens idyl, og han vendte sig mod en ny og forandret verdens krav. Nu begynder vi at se vold og død, frygt. Han malede nogle kabinetmalerier, der beskriver ulykker, dramatiske begivenheder, galehuse som her og overfald.

Nogle år senere kom der en ny person ind i Goyas liv, hertuginden af Alba, Spaniens fornemste dame efter dronningen og desuden den smukkeste kvinde i Spanien. Hun var fuldstændig ligeglad med andres mening, levede adskilt fra sin mand på en finca udenfor Sevilla, hvor Goya besøgte hende og malede hende ved flere lejligheder. Her er hun klædt ud som en maja. I andre land var det normalt, at under-og middelklassen efterlignede adelens måde at klæde sig på. I Spanien var det omvendt, her klædte adelen sig ud som de lavere klasser, selv dronningen klædte sig ud som en maja, en køn pige af folket.

Her ser vi den kongelige familie anno 1800. "Bageren henne om hjørnet og hans familie efter at de har vundet i lotteriet," påstod onde tunger. I mange år anså man det for en satire over kongefamilien, men det er det sandsynligvis ikke. Det ville Goya aldrig have turdet, for så havde han mistet sin stilling. Familieportrættet er snarere en hyldest til kongefamilien, der står sammen i svære tider. Det var kun 11 år siden, at den franske revolution fandt sted, og den kongelige franske familie blev henrettet.

De to majaer er meget kendte værker, men vi ved ikke så meget om dem. Vi ved ikke med sikkerhed, hvem modellen er, sikkert ikke Alba, men snarere en af Godoys, (dronningens elsker), mange elskerinder. Den påklædte maja er fra 1805, 8 år efter den nøgne.

Den nøgne maja er fra 1787. Der er ikke så mange nøgenstudier i Spanien, de ville ikke blive godkendt af kirken, og Goya fik da også senere problemer med inkvisitionen. Det er en af de første legemsstore profane, nøgne kvinder i vestlig kunst. For første gang bliver kvindekroppen et motiv i stedet for en guddommelig skabning. Det er en sexet pige, der stirrer direkte på tilskueren. Hun er klar over, at hun bliver betragtet, men hun er ligeglad. Hun inviterer, mens hun tager mål af den mandlige beskuer. Det er revolutionerende nyt.

Den 3 maj 1808 kom til at betyde meget i spansk historie. Franskmændene havde indvaderet Spanien, kongen og dronningen var flygtet til Sydfrankrig. Madrids beboere gjorde oprør, ganske almindelige mennesker greb til våben. Næste dag havde man fanget nogle af disse oprørere, og nu skulle de henrettes. Det er næsten et religiøst alterstykke, Goya bruger midler fra en religiøs ikonografi for at få os til at føle medlidenhed og rædsel. Det er et billede på krigens lidelser og brutalitet. Soldaterne handler efter ordre og uden ansvar. Krigen er en dræbermaskine uden nåde, og Goya forvarsler de kommende krige. Der er intet ædelt ved krig, det er det moderne.

Endu engang blev Goya alvorlig syg, og endnu engang er der en, der redder ham ud af hans krise. Dr. Arrieta sidder i portrættet bag Goya og forsøger at få ham til at drikke noget. Goya har næsten opgivet, men han bliver rask, og maler i taknemmelighed dette værk, som nedenunder er tilegnet dr. Arrieta.

Ved hjælp af englænderne lykkedes det spanierne at smide franskmændene ud, og i 1813 kunne Fernando / vende tilbage som konge. Hans mor kunne ikke udstå ham og havde bedt Napoleon om at henrette ham. Han havde intet gjort i de år, spanierne havde kæmpet en brutal kamp. Nu vendte han tilbage som en helt, og med ham vendte Spanien tilbage til middelalderen. Kongen brød sig ikke om Goya, som kun fik afsat en time til at male et portræt af den nye konge.

Endnu et gruopvækkende indtryk fra krigen fra samlingen "Desastres de la guerra."

I 1820 købte Goya et hus lidt udenfor Madrid, hvor han fyldte de indre vægge med malerier, "las pinturas negras," de sorte malerier. Her ser vi en natteverden befolket af mystiske skabninger. Det er et forvarsel om den nye tid, om moderniteten, et glimt af fremtiden, selvom de tilhører samtiden. Masserne har fået magten. De er Goyas testamente.

Goya forberedte sig på at forlade Spanien; han overdrog rettighederne til sit hus til sit barnebarn, Mariano, hvorpå han rejste til Paris og derefter Bordeaux, hvor hans veninde Leocadia kom til. Goyas kone var død mange år tidligere. Han kastede sig over nye teknikker, den nye litografi, han malede på elfenben med en vitalitet, en koncentration af følelser. Han skrev i et brev: undskyld min skrift, men jeg ser dårligt, kan ikke skrive, har ikke noget at skrive med, intet blæk, jeg mangler alt, det eneste, jeg har, er viljen. Han døde kort tid efter i Bordeaux.

Samtidig med at han skildrede krigens rædsler, at han malede de sorte malerier på sine vægge, malede han også dette kærlige billede af sit barnebarn, Mariano.

Fra hulemalerier til Velázquez og Goya.

Hvad er det specielle ved spansk kunst? Er den så forskellig fra italiensk eller fransk kunst? Det mener jeg, at den er. Det er jo ikke kun indenfor de sidste 30-40 år, at Spanien er blevet invaderet, landet er blevet invaderet igennem de sidste tre tusinde år, af fønikiere, grækere, romere, jøder, visigoter og arabere, men det mærkelige er, at selv med en sådan multikulturel smeltedigel, så er kunsten igennem mange hundrede år forblevet forbavsende homogen.

Spanien har ikke haft de mange store kunstnere, som Italien havde i renæssancen, Holland i det 17 århundrede eller Frankrig i det 18-19 århundrede. I Spanien havde man Velázquez, så gik der mange år, før Goya kom, efter ham gik der mange år, før Picasso kom. I deres samtid havde de nogle konkurrenter, men de fik aldrig virkelige rivaler.

Hvorfor er det sådan? I Spanien blev kunsten meget tidlig religiøs, og det vedblev den med at være frem til 1900. Det var for en stor del kirken, der holdt fast i nogle regler, som kunstnere skulle følge, kun Velázquez og Goya var i stand til at bryde dem. De står som fyrtårne i spansk kunst.

Desuden har Spanien ikke haft den middelklasse, som kunne værdsætte og købe kunst i de andre lande. Det var svært at slå igennem som kunstner i et land, hvor det stort set kun var adelen og kirken, der kunne købe kunst. 

Spansk kunst blev tidligt en religiøs kunst, der skulle være realistisk, naturalistisk, den skulle ligne, og den skulle udtrykke smerte, lidelse, patos, energi og bevægelse.

Spansk kunst, eller rettere iberisk kunst, er tæt på at være den ældste i verden; den går hele 30.000 år tilbage.