Fotoalbum

Bogen er død. Længe leve bogen.

Bogmessen 11-11-2012

Bogen er død. Længe leve bogen.

Hvis nogen tror, at bogen er ved at dø, så køb en billet til Madrid, tag metroen ind til byens pulserende hjerte og stå af på Callao. For nogle måneder siden åbnedes dørene der til et sted, hvor man kan drømme, i et lille palads som i det 19 århundrede tilhørte en rig familie. Her dufter af træ, og de mange slidte trappetrin vidner om de tidligere beboere. Måske er her spøgelser.

Det er et forunderligt palads, fyldt med 70.000 bøger, fra krypt til loft, 1200 m2, restaureret med kærlig og nænsom hånd, meget af det gamle er bevaret. Der er en central patio med en cypres, men alligevel mister man orienteringen, kommer ind i uventede rum og hjørner, forvilder sig ind i en labyrint. Det er som at gå rundt i en tegning af Escher eller en fortælling af Borges.

Tiden forsvinder, rummene er fulde af lys, vinduer der vender ud mod en lille balkon, der er stole, hvor man kan sidde og læse, hjørner hvor man kan fordybe sig. Der er bogstaver i relief på væggene, billeder af originalmanuskripter, Conrad, Kafka, Dickens, Cortázar o.a., små borde med temaer, udstillingsmontrer, en ”læserne anbefaler tavle,” der bugner med små sedler. Der er en café-restaurant, en lille spillebule og et ”Coctelería,” der er åbent til klokken to. Der er en grund til, at man kalder madrilenere for los gatos, kattene. Sover om dagen og går ud om natten.

Man bliver væk, fortaber sig i bøger om alverdens emner, ikke kun på spansk. ”Alice in Wonderland” ligger under en kuppel bemalet med engle og kirkefædre, en eventyrets hule for børn. I krypten finder man mure fra det 12 århundrede, da de kristne erobrede byen fra araberne.

Forrige års nobelprisvinder, Mario Vargas Llosa, var med til åbningen den 12. september. Han var begejstret, ” her kan man komme ind og drømme, her kan man fordybe sig i mere subtile, mere komplicerede liv end dem, vi møder i en begrænset verden.” Den italienske forfatter Alessandro Baricco, Silken (1997) var der også, han var ligeså optimistisk, ” fremtiden er herinde, overfor den sjælens vinter, som vi tilsyneladende lever i, viser åbningen af dette sted, at foråret er på vej.”

”I dårlige tider, gode bøger,” siger et spansk ordsprog. Så må der sandelig være rigtig mange gode bøger på vej, for det går som bekendt ikke godt i Spanien. Den økonomiske situation virker håbløs og ser ikke ud til at blive bedre foreløbig. Hvordan tør nogen overhovedet åbne en ny boghandel, lige midt i Madrid, med de tre store løver, som man kalder dem, tre glimrende, kæmpestore boghandlere kun nogle hundrede meter derfra?

”Bogen er død, længe leve bogen” synes at være det motto, som La Central, en kæde af boghandlere, sammen med en italiensk kæde, Feltrinelli, har haft, da de bestemte sig for at indtage et palads i Madrid og fylde det med bøger og magi. Dristigt, modigt, provokerende i en tid, hvor boghandlere også herhjemme lukker eller overgiver sig til knaldtilbud udenfor og de sikre bestsellere indenfor i vinduet, til krimier og kogebøger, til papir, tasker og brætspil, til ekspedienter der ikke ved alverden om litteratur.

Det gør de her, for de sælger ikke kun bøger, men formidler en kærlighed til og viden om bøger. Det er med til at skabe en atmosfære, så man forlader forretningen med en bog og en god oplevelse rigere. De virker næsten som missionærer, der forsøger at få tvivlerne til at holde fast i den gamle tro på rigtige bøger, af rigtigt papir, i stedet for at gå over til den nye tro på e-bøger eller at bestille bøger på nettet. Rigtige bøger kræver ikke et batteri eller et stik, selvom de kan være tunge. Hvorfor gå væk fra papir, som har været det mest vellykkede fundament for læsning nogensinde? Argumenterne er mange.

Hvad gør man, når læserne ikke mere vil købe en bog i en boghandel? Skal forlagene virkelig kun udgive de bøger, som forbrugerne vil læse? Hvorfor ikke skabe omgivelser, som virker inspirerende, stimulerende eller gå skridtet fuldt ud med kulturcentre? Det er ikke alle bøger, der kan lide at stå på hylderne i et supermarked, hvor de bliver smidt ned i en kurv og skal ligge ved siden af lørdagskyllingen og leverpostejen. 

Man kan gøre som La central og Selexys, Waterstones og Atheneum i Amsterdam, skabe bog paladser i to - tre etager. (Paradoksalt nok blev næsten alle udenlandske bøger forbudt i Spanien, mens bogudgivelser og boghandlere blomstrede op i Amsterdam, efter at spanierne havde smidt jøderne ud i 1492). Man ser boghandler som bog paladser i mange storbyer i Europa, lige ved siden af tøj paladserne Zara og H&M.

Gå ind i den næste boghandel, også hvis der er en café, få en god oplevelse og køb en bog, en rigtig papirbog, så bliver verden udenfor lidt mindre kedelig. Eller tag ind på bogmessen og vær med til at fejre BOGEN.


Indlæg på Bogmessen 11-11-2012.

Næsten alle danskere begiver sig på et tidspunkt af deres liv ud på en rejse til Spanien. Da jeg var ung, rejste jeg til Spanien og forelskede mig, ikke i en spanier, men i Spanien, for mænd kommer og går i ens liv, men et helt land forlader dig aldrig.

Efter næsten 35 års samliv er jeg nedkommet med en bog om Spanien, ”Fra kalif til konge.” Den tager læseren med ud på en lang rejse i historien, den varer faktisk 1000 år, man rejser sammen med 24 personer, der alle sammen  fortæller deres historie. De er stemmer fra fortiden, som prøver på at blive hørt i nutiden.

Hvis vi mangler det lange blik tilbage i tiden, er der mange ting, vi ikke forstår, og som gør det svært at reflektere nuanceret over det, vi oplever. Vi har brug for en historisk forankring, for at forstå den verden, vi lever i, og hvis man kender den spanske historie eller litteratur, kan både mødet med en spanier og rejsen til Spanien blive en stor og berigende oplevelse. Spanien er så meget mere end et møde med en solfyldt strand.

”Fra kalif til konge” er en rejse igennem 1000 år, der kombinerer mennesker og steder, historien og stemmerne, som ikke før er blevet hørt på dansk, for der findes næsten ingen bøger om spansk historie fra før 1936, hvor den spanske borgerkrig begyndte. ”Fra kalif til konge” er historie skrevet ind i personer. 1000 års generel spansk historie kombineres med detaljer, der giver historien et ansigt, en stemme.

Bogen er også 24 minibiografier. Når man skriver en biografi, lærer man et andet menneske at kende, man kommer ind under huden på den person, man skriver om, i perioder bliver de næsten en del af ens dagligdag. Jeg stod næsten ved siden af Columbus på dækket på vej til Amerika, jeg kiggede over skulderen på Goya, når han malede, og jeg sad næsten ved siden af den 10 årige Juan Carlos første gang han mødte Franco, og der løb en lille mus rundt under diktatorens stol.

Danskerne synes, at de kender Spanien, næsten en million danske rejser går til Spanien hvert år, men mærkelig nok kender danskerne ikke den spanske historie, når de møder Spanien, og bogen er netop et møde med Spanien, læseren bliver et øjenvidne til en fortid, som er ukendt for danskerne, men som spanierne kender og lever med.

Spanierne har læst om den første kalif fra det strålende Córdoba, om historiens første lejesoldat el Cid fra Burgos, om Isabel og Fernando der forenede Spanien, om Johanne den Vanvittige, om Filip 2, der styrede imperiet fra et skrivebord i Madrid, om en genial maler, Velázquez, der malede habsburgerne, inden dynastiet uddøde på grund af indgiftning, om Filip 5, der lagde det meste af Barcelona i ruiner som ren hævn, om Goya der i gruopvækkende værker malede det spanske folks tapre kamp mod Napoleon, om Isabel 2, en sexgal dronning, som man smed ud, om Alfonso 13, som man stemte ud, og om hans barnebarn, Juan Carlos, der endte med at afslutte diktaturet og indføre demokratiet.

Det er det galleri af portrætter, der fortæller om mennesket bag historien, og historien bag mennesket. At rejse i Spanien er at rejse i historien, der findes ikke et sted, der ikke har en historie. Den forsøger at få den rejsende til at forlade solkysten og bevæge sig rundt i landet, ind til den spanske sjæl.

Fortiden er altid til stede i Spanien, spanierne er meget beviste om deres historie, og der er stadig en aura af det Spanien, der var engang. En af de store spanske forfattere, Unamuno, skrev for snart 80 år siden, at spanierne forstår at leve med deres historie, ikke som noget de HAR, men som noget de ER. Historien er en del af nutiden, de ER historien. De ved, at for at forstå hvem vi er, må vi forstå, hvem vi har været.

Overalt i Spanien vil man møde historier om konger og dronninger, helgener og kættere, digtere og malere, conquistadores der drog ud, og bønder der blev hjemme. Kirker, museer og paladser fortæller om en overdådig rigdom og ussel fattigdom, om en gylden tid og et tabt imperium, om en smeltedigel af kristne, arabere og jøder, inkvisitionen, om blodige borgerkrige og store lidelser, om diktatorer og demokrater, om et moderne Spanien, der kender sin fortid og har lært af den.

I Spanien kan man møde det bedste af det bedste og det værste af det værste. Det er i høj grad kontrasternes land. Der er stadig smertefulde ar, fra borgerkrigen, som ikke er helet. Man har ikke glemt, men vi har alle brug for at placere os et sted mellem fortid og fremtid for at forstå nutiden.

Portrætterne er som ekkoer fra fortiden, som farvede mosaikker samles de til et helt billede af 1000 års historie. De er vinduer til at se ind i den tid, de levede i.

Igennem de sidste 30 år er der vokset et helt nyt Spanien frem, et moderne Spanien, men også et Spanien i krise. De skal nok komme ud af den krise, de har prøvet det før, det viser historien, og den kender de. Den historie fortælles i ”Fra kalif til konge.”