Foredrag om en genial maler ved Filip IV´s hof.Det tog ham kun 1 time at blive hofmaler!

Velázquez blev hurtigt kendt i Sevilla, bl.a. som maler af bodegones, slilleven, en opstilling, som i Spanien var en beskrivelse af et simpelt spisested med simple mennesker, en beskrivelse af mad, drikkevarer osv. En meget populær genre i Nederlandene, hvor man ser frugt, grøntsager, fisk og kød i mange farver, mens der i Spanien og hos Velázquez er en ro, en enkelhed og stilhed.

Velázquez giftede sig med sin lærers datter, han var 18 og hun var 15. Værket er fra 1619, og jomfru Maria er sandsynligvis et portræt af hans unge hustru, Juana, der fødte ham en datter samme år. Her ser vi klart forskellen mellem det menneskelige og det guddommelige. Lyset der falder på på Maria og barnet er guddommeligt, mend de hellige 3 kongers ansigter er menneskelige.

Velázquez var kun 19 år, da han malede dette "Kristus hos Marta og Maria." Læg mærke til den nederste højre del, som er et stilleben i sig selv.

Nonnen er Jeronima de la Fuente, en fransiskanernonne, der var grundlægger af det første Santa Clara konvent i Manila. Hun er her 66 år, vi ved at hun var i Sevilla fra den 1 til den 20 juni 1620, inden hun rejste afsted. Der er intet guddommeligt i hendes karakterfaste ansigt, hun udtrykker det jordiske liv. Hun står med en bible i den ene hånd og et kors i dne anden, parat til at slå hvis vi nægter at tro.

Under sin anden rejse til Madrid lykkedes det Velázquez at blive fastansat som kongelig maler, og han forlod Sevilla. Fra nu af skulle han være den eneste der malede den unge kong Filip IV. Dette er et af de første portrætter af ham. Et stille lys bader hans ansigt, vi står overfor en guddommelig valgt monark, han er essensen af kongelig magt og skulle tilbedes som et ikon. netmuseum.org

Portættet er fra 1628, den habsburgske hage er mere fremtrædende. Kongens skærf er malet i forskellige røde nuancer, der understreger de lysere nuancer i hans ansigt og det ophøjede lys, der bader portrættet. Det er et idealiseret portræt.

"Drukkenboltene" er et af hans mest kendte værker. I 1628 var Rubens i Madrid, han opsøgte Velázquez, hvis talent han så; alle andre spanske malere var i hans øjne middelmådige. Det er derfor muligt, at V. har malet en flamsk fest. En anden mulighed kunne være Caravaggio, de har malet en Bachus, der minder om denne her. Det er et barok værk, en dobbelttydig parodi på mennesket og dets syndefulde liv.

Man troede længe, at portrættet var af kongen, men det er et jagtportræt af hans bror, don Fernando. Det adskiller sig ved, at ansigtet ikke er så lysende som kongens. Don Fernando var blevet kardinal som 9 årig, senere blev han guvernør af Flandern.

Kongen havde stort set overladt landets ledelse til den magtfulde og ambitiøse grev Olivares. Filip havde stor tillid til ham og var desuden heller ikke i stand til at regere landet. Selvom Olivares ser mod beskueren, så er hans befalende bevægelse med staven i højre hånd rettet mod et stort slag i baggrunden. Sandsynligvis var ikke selv tilstede ved slaget. Olivares var fysisk en meget stor mand, men det er lykkedes V. at skjule hans fedme. www.metmuseum.org

Rytterportrætterne af den kongelige familie hang i ceremonihallen i det kongelige slot. De er indbegrebet af det spanske imperiums magt og pragt. I portrættet er det lykkedes V. at give kongen en strålende ydre form, som ikke svarede det syndige indre, kongen gav sine nærmeste venner indtryk af. Billedet appelerer til dem, der mener, at det er en konges pligt at lede ikke at kæmpe. Kongen er oplyst af en usynlig kilde nederst i midten. Filip IV ses på jorden, men han overskrider den jordiske position.

Kongen havde en nøgle til Velázquez værksted, og han kom tit og satte sig for at se ham male. Filip IV var dyb religiøs, men til trods for, at han var gift to gange, fik han 36 børn udenfor ægteskabet. Hans egne børn døde næsten allesammen, men bastarderne var sunde og raske. V. holder en distance, når kongen sidder for ham, han gengiver Filips ophøjede alvor.

Filip IV var blevet gift med Isabel af Borbon, da hun var 13 år, han var 11 år. Deres første barn blev født 5 år senere. Dronningen fødte 5 piger, der døde som små, den længe ventede søn blev født i 1629, men blev kun 16 år. Den sidste datter var Maria Teresa, der sener blev gift med Ludvig 14 af Frankrig, og gennem det slægtskab fik Frankrig senere den spanske trone.

Den unge tronarving Balthasar Carlos, der døde som 16 årig. Velázquez har sandsynligvis ikke malet hele portrættet, men overladt til sit værksted at male enkelte detaljer.

Man ser sjældent nøgenstudier i Spanien, det var forbundet med synd. Kirken krævede, at Maria skulle være anstændigt tildækket, men det forholdt sig anderledes med en græsk gudinde. Venus var kærlighedsgudinden, personifikationen af kvindelig skønhed. Vi ser hende her med sin søn Amor, der holder et spejl op foran hende, så hun kan se sig selv og beskueren. Hun skildres nøgen, alligevel er hun skjult for os, hun er en kysk gudinde, himmelsk ren.

I 1648 befalde kongen V. at tage til Italien og købe kunstværker. Han blev væk i 1½ år, mødte tidens store kunstnere, og mens han var der, malede han pave Innocens 10 og hans husholdning. Paven sad model og var yderst tilfreds med billedet. V. elskede at være i Rom, men Filip ønskede, at han skulle komme hjem. Portrættet er et mesterværk, hvor man ikke alene ser en menneskelig lighed, men en fuldstændig harmoni af røde, gule og hvide farver. Pavens robuste holdning forstærkes af det gennemborende blik. Paven var kendt for at være grim, men det ser vi ikke, vi ser hans pavelige glans i hans træk, det lykkedes V. at give ham en følelse af jordisk magt.

Bufones, hofnarre var et indslag ved de europæiske hoffer, og specielt i Spanien. Man brugte dem ved mange lejligheder som spioner, som den der kunne fortælle monarken den usmykkede sandhed. De blev tit klædt ud som berømte historiske personer, som de skulle efterlige eller bare være klovne. Den lille Francisco var ansat ved kronprinsen, Balthasars, hof.

Dværgene blev iblandt malet som en kontrast til de kongelige, for ved deres grimhed og deformiteter at gøre de kongelige smukkere. Hos V. er der også en medmenneskelighed, en beskrivelse af mennesket, som det er. Han udleverer dem ikke, men gør dem til individuelle individer, hans maler deres værdighed.

1646 var et katastrofeår for Filip IV. Han mistede sin kone, sin søn og sin søster; hans to brødre var også døde. Hans søn Balthasar skulle have været gift med sin kusine Mariana af Østrig, nu gifter Filip sig med Mariana, som er hans niece. Hun var 13 år, Filip var 43 år. V. malede for første gang den nu 19 årige dronning. Hun er som en ung pige fanget i en kjole, hendes krop er lukket inde i et stramt korset. Hun er indbegrebet af Spanien i det 17 århundrede; det var en facade, der skulle stråle, den personlige ære, imperiets ære, skulle forsvares af en ydre skinverden, der så strålende ud. Det er en dobbelthed, der ligger i barokken.

Det er et af de sidste portrætter V. udførte af kongen. Vi ser en alvorlig Filip IV, bange for døden og plaget af tvivl om sin evige frelse. Lyset, som i de tidligere portrætter, bader kongens ansigt, der bruges kun de tyndeste skygger til portrættet.

Las Meninas er Velázquez mest kendte og hører til på top 10 listen over alle kunstværker. Vi befinder os i det værelse på slottet, hvor V. havde sit værksted. Han står og maler til venstre, i centrum ser vi den lille infanta, Margarita, omgivet af sine hofdamer, tjenestefolk og 2 dværge. Umiddelbart ser det ud, som om de kigger på os, men så går det op for os, at de kigger på Filip IV og hans hustru, som vi ser i spejlet. De poserer for V., der er ved at male dem. Eller er han? Hvem maler han? Hvad er det egentlig, vi ser? Hvor er maleriet?

Velázquez har anbragt sig selv til venstre i lærredet. Det er interessant at se, hvordan han gengiver sig selv. Han var på det tidspunkt 57 år, og han har malet sig selv, som han gerne vil have, at vi skal se ham. Det lidt lange, velplejede, bølgende hår er uden grå stænk, overskægget er sort. Udtrykket i ansigtet er alvorligt, øjnene årvågne, han er selvbevidst, uden at være pralende. På det tidspunkt havde han endnu ikke fået det fornemme Santiago kors. Det fik han nogle år senere, og da malede han først korset på.

I 1659 malede V. et portræt af Felipe Prospero, den søn der endelig var blevet født, arvingen til det spanske imperium. Det er et mesterværk, men det er et trist mesterværk. Vi ser den lille prins, blond og med en lidt bleg hudfarve, det grå-hvide forklæde understreger hans ansigts bleghed og hans lyse, tynde hår. Den måde hånden hviler på stolen afslører hans svaghed. Det er en bedårende, men melankolsk lille prins. Han bærer en lugtekugle og forskellige amuletter for at jage det onde væk. Den lille hund derimod er legesyg, den er modsat prinsen fuld af liv. Der er en følsomhed, men også en tristhed. Det skulle blive V.s sdste værk, han døde året efter. prinsen døde 2 år senere.

Velázquez og hans samtid.

Diego Velázquez kaldes også for malernes maler. Hans årstal er 1599-1660, dvs. at han var samtidig med Rembrandt.

Født i Sevilla, ind i en lavadelig familie, der ikke var specielt velhavende. Han blev meget tidligt klar over sit talent for at tegne og male, og som 11-årig kom han i lære hos en lokal kunstner. Her kom han i kontakt med Sevillas blomstrende, kunstneriske miljø.

Da han var 22 år, bestemte han sig for at tage til Madrid for at se slottet Escorial, hvor der hang mange malerier og for at male et portræt af Filip IV, der lige var blevet konge i en alder af 16 år.

Ved hjælp af nogle gode forbindelser skete der det utrolige, at Velázquez blev bedt om at komme til det kongelige palads kun en time efter, at man havde vist de kongelige et portræt af ham. Han blev fastansat, flyttede til Madrid og blev Filip IV's hofmaler.

Den stive spanske hofetikette tillod ikke, at en guddommelig valgt konge kunne blive ven med en almindelig maler, men der er ingen tvivl om, at Velázquez blev kongens fortrolige. De næste 35 år kom han til at male Filip IV og hele hans familie, han kom også til at male historiske værker, portrætter af konger, paver, hofnarre og krøblinge, han kom til at male livet i det imperiale Spanien.

Den franske maler Manet sagde om Velázquez, at han ikke så meget var forbavset over hans værker, men fuldstændig overvældet. Han havde set alle maleres maler.