Portræt af Spanien

I "Portræt af Spanien" kommer jeg tæt på den for mange ukendte hitorie om Spanien med alle dets dramaer og farverige personer. Bogen og foredraget er en personlig, seriøs og kulørt fortælling om Spanien. Den er personlig, fordi jeg må have landet omkring 600 gange i Madrid som stewardesse i SAS, den er seriøs, fordi det moderne Spanien ikke kan forstås uden at fortælle om dets historie, og den er kulørt, fordi, der er fortællinger om de kendte, de rige og de kongelige.   

NEDENUNDER ER DER UDDRAG FRA BOGEN.

 

Første flyvning til Madrid.

Jeg var 21 år, da jeg landede i Madrid første gang. Jeg kunne ikke et ord spansk, og det gik hurtigt op for mig, at jeg var kommet til et land, som var meget forskelligt fra mit eget. Det var kærlighed ved første blik, og igennem de næste 45 år rejste jeg til Spanien i forbindelse med arbejde, studie og ferie. Det blev en livslang kærlighed, for venner og elskere kan forlade en, men et helt land forlader dig aldrig. Spanien er blevet en livsledsager, som jeg har svært ved at leve uden.

De første turister.

 

Der var engang, da man sagde, at Europa gik til Pyrenæerne. Man sagde også, at Afrika gik til Pyrenæerne, der hævede sig mere som en barrikade end som en korridor. Når rejsende endelig var kommet over Pyrenæerne, følte de, at de havde forladt Europa. Når europæere tidligere skulle på den store dannelsesrejse, en Grand Tour, for at se antikkens og renæssancens kunstværker, så stod Spanien ikke på deres liste. Landet var for farligt og isoleret. Man rejste til Italien, Grækenland og Frankrig. Der kunne man finde kunstværker overalt, og de var let tilgængelige. I Spanien skulle man opsøge bygninger og kunstværker, man skulle gøre sig en anstrengelse, og kun de mest modige dristede sig til Spanien. Det spanske landskab kan være barskt. Det har ikke Toscanas blidhed, og vintrene inde i landet kan være lange og kolde, mens somrene er nådesløst varme. Spanierne siger, at selv Gud tager en middagslur under siestaen.

En ung engelsk soldat kommer til Spanien i 1919.

I 1919 besluttede en ung engelsk soldat, Gerald Brennan, sig for at slå sig ned i Spanien efter fire års helvede i første verdenskrigs skyttegrave. Da han nåede Madrid, fandt han et pensionat hos et ægtepar, som krævede forudbetaling for hvert måltid. De sad og kiggede på ham, når han spiste, for at kaste sig over hans tallerken, når han var færdig og spiste, hvad han levnede. Der gik stadig geder rundt i Madrids gader. Han fortsatte til Andalusien, hvor han slog sig ned i en lille landsby syd for Granada, som kunne kunne nås med mulddyr, hvor der ingen læge var, ingen el, telefon eller toiletter, og kun en håndfuld, der kunne læse. Han havde købt en Panama-hat og troede, at han på den måde ville falde ind i landsbylivet, men så snart han viste sig, stirrede alle på ham, grinede og sagde velkommen. De bragte ham gaver, æg, frugt og grøntsager, og han blev snart inviteret med til bryllupper, barnedåb og andre fester. Der blev sunget og danset i landsbyen, især når sigøjnere kom forbi. Han opdagede, at nogle af de mønter, man brugte i landsbyen var fra romertiden. Det vidste beboerne ikke; det var en familie, der havde fundet dem i deres hus. Der var et par prostituerede, som tog to æg pr. besøg, og landsbyen forventede, at præsten havde en elskerinde, for så følte de sig sikrede, når deres døtre skulle skrifte.

 

 

Den spanske borgerkrig.

Den spanske borgerkrig sluttede den 1 april 1939, da havde den varet næsten tre år. Den var begyndt som et militærkup udført af nationalisterne mod den lovlig valgte spanske republik, og  krigen havde kostet over 500.000 mennesker livet. General Franco havde fået hjælp af både Hitler og Mussolini i form af fly og våben, uden den hjælp ville Franco have haft svært ved at vinde. Flere hundrede tusinde flygtede i januar, februar og marts 1939 til fods fra Barcelona til Sydfrankrig. Franco blev regeringschef og indledte en systematisk jagt på venstreorienterede efter krigen. Der var blevet begået grusomheder på begge sider, men langt de fleste blev begået af nationalisterne. Store dele af Spanien lå i ruiner.

Europa boykotter Spanien.

 

Da anden verdenskrig var forbi, blev Spanien isoleret, nærmest frosset ud af de allierede. I 1946 indledte FN en boykot af landet, og det blev en katastrofe. Under borgerkrigen havde befolkningen lidt afsavn, men nu blev det endnu værre. 40´erne blev årene, hvor man sultede "años de hambre." Hunde og katte forsvandt fra gadebilledet, værst gik det ud over Andalusien, hvor hele landsbyer blev forladt, indbyggerne drog til Baskerland, Barcelona eller Madrid i håb om at kunne overleve. I slutningen af 50’erne begyndte det at lysne lidt for den spanske økonomi. Det skyldtes ikke så meget Francos økonomiske politik som to ting, han ikke havde så stor indflydelse på: turismen og de to millioner spanske gæstearbejdere, der sendte penge hjem fra Tyskland, Frankrig og Schweiz. I 1956 fløj de første charterturister fra Nordeuropa til Costa Brava og Costa del Sol. Det blev begyndelsen til det, der senere blev kaldt det spanske mirakel.

 

Bikinien bliver forbudt på de spanske strande.

Med turismen og gæstearbejderne tog Spanien et socialt og kulturelt kvantespring, som kulminerede i 1960 med noget så uskyldigt som bikinien. Den blev forbudt på de spanske strande, det sørgede kirken for, og stranden blev et syndigt sted at opholde sig. Masseturisme betød et møde med andre kulturelle normer, og det var især tjenerne, som blev udsat for et kulturelt og socialt elektrochock sig. Man måtte oprette særlige "tjenerafdelinger” på psykiatriske afdelinger. Det patriarkalske samfund, de levede i den ene dag, blev totalt smadret, når de den næste dag skulle servicere bikiniklædte, lyshårede skandinaviske piger, og om natten leve op til myten om don Juan. 

Franco dør i 1975

Da Franco døde i november 1975, defilerede 1,5 millioner mennesker forbi hans kiste. ”For at være sikker på at han var død,” lød vittigheden. Der var også dem, der lod champagnepropperne springe. Hvad skulle der ske nu? Det var svært at forstå, at Franco endelig var død, for på en eller anden måde havde han gjort sig udødelig. Man havde svært ved at se en fremtid med Franco, men man havde også svært ved at se en fremtid uden Franco. Der var dem, der græd, og der var dem, der lige så stille jublede. Især i Catalonien havde familier gemt en fin flaske champagne til den lejlighed. Der var en udbredt frygt for, at det ville blive blodigt, hvis Spanien skulle klare en overgang fra diktatur til en form for demokrati. Da Juan Carlos blev konge to dage efter Francos død, var der ikke mange, der ønskede et monarki eller en konge. Spanierne holdt vejret under hans første tale. Ville det komme til et opgør med fortiden? Hvordan ville hæren forholde sig? Hvad ville den alvorlige unge mand, der i mange år havde gået bag Franco, sige? Han forsikrede spanierne om, at han ville være alle spanieres konge, han talte om national enighed og konsensus. Det var en vigtig tale, som nok ikke overbeviste spanierne, men den beroligede dem, og den lange vej fra diktatur til demokrati kunne begynde. 

 

 

Den vanskelige vej ud af et diktatur.

Venstrefløjen anså kongen for blot at være en fortsættelse af regimet, af en frankisme uden Franco, som selv havde valgt ham og givet ham magt. Kongen var øverstbefalende over de militære styrker, og omkring sig havde han en samling af personer, der var groet fast i institutionerne, og som ønskede at opretholde deres rettigheder og privilegier. Det var hans svaghed, men det var også hans styrke, for Franco havde givet ham magt og autoritet over regering og institutioner. Spanien behøvede en Mandela, der kunne hæve sig over loven og lede landet mod en forenet fremtid, og det havde de faktisk fået. Kongen tog en kæmpe chance, da han udnævnte den unge Adolfo Suárez til statsminister. Der blev skrevet historie de næste tre år, og i 1978 vedtog man en ny grundlov, Spanien blev en føderal stat med 17 regioner. 

Forsøg på militærkup.

Diktaturet var under afvikling, men der ulmede stadig en frygt for, at noget kunne gå galt, at spøgelser fra fortiden skulle dukke op. Under hele la Transición havde der været en trussel om et kup, og derfor var politikerne gået forsigtigt frem. Økonomisk krise, terror og krav om selvstyre førte til stor politisk spænding og utilfredshed med Suárez, og det bekræftede generalerne i, at en hårdere kurs var nødvendig. Den 23. februar var man i parlamentet i gang med at vælge hans efterfølger, da oberstløjtnant Tejero med 320 civilgardister bevæbnet med maskingeværer kl. 18.23 1981 trængte ind i parlamentet og begyndte at skyde op i loftet og tog parlamentets medlemmer som gidsler. Det hele blev sendt direkte af fjernsynskameraerne i salen, og hele verden kunne følge det spanske kupforsøg. Samtidig rullede tanksene ud i Valencias gader. Spanierne kunne følge kuppet, men folk forholdt sig roligt. Kl. 01.15 om natten kunne spanierne se deres konge tone frem på skærmen iført en militæruniform. Han talte til hæren, og mindede den om ikke at gøre noget dumt. Han slog fast, at kronen ikke ville tåle forsøg på med magt at afbryde den demokratiske proces. Tejero sig, og politikerne kunne efter en lang nat forlade parlamentet. Da spanierne vågnede op om morgenen den 24.februar 1981, var det til en ny begyndelse. Demokratiet havde bestået sin prøve. Det frygtede militærkup var blevet afværget, og det havde ikke kostet en eneste dråbe blod