Spanske dronninger

NÆSTE BOG: "SPANSKE DRONNINGER."

 Der findes 30 spanske dronninger fra 1474 til i dag. Her ser I 28.

Det sidste år har jeg skrevet på en bog on spanske dronninger, jeg har valgt ni og er netop blevet færdig med nummer syv, dronning Victoria Eugenia de Battenberg 1907-31 (1887-1969). Hun var barnebarn nr. 32 af den engelske dronning Victoria, og som 19 årig blev hun gift med den 20 årige spanske kong Alfons XIII. Kort tid efter at den første søn var født, opdagede man, at han led af hæmofili, og Alfons tilgav aldrig Victoria, at hun havde bragt den sygdom indi hans familie. Ægteskabet var reelt forbi, men de fortsatte et liv udadtil, og Victoria fødte syv børn på syv år, de skulle finde en rask mandlig tronarving.

En spændende historie om en spændende dronning. 

 

 

 

Victoria med sin bedstemor dronning Victoria
Alfons XIII med sin mor, enkedronning Maria Cristina
Alfons XIII og Victoria blev forlovet.

 

Victoria Eugenia af Battenberg.

Victoria Eugenia af Battenberg var dronning Victorias 32 barnebarn. Hendes mor Beatrice var dronningens yngste barn, som hun ønskede at beholde for sig selv efter Alberts død. Datteren skulle bo hos hende og måtte ikke gifte sig. Da Beatrice forelskede sig i prins Henry af Battenberg, lykkedes det hende alligevel at overtale dronningen til at give sin tilladelse til ægteskabet, mod at hun lovede at blive hos sin mor med sin kommende familie. Victoria Eugenia blev født i 1887 på Balmoral slot i Skotland. Det var samme år, som dronningen fejrede sit 50 års jubilæum som regent, og hun kaldte den lille Victoria for sit jubilæumsbarnebarn. Hun voksede op hos sin bedstemor, som hun blev meget knyttet til, og som hun kaldte Gangan. Som lille blev Victoria kaldt Ena, et navn hun beholdt resten af livet.

Hun fik en traditionel victoriansk opdragelse med streng disciplin, hun lærte tysk og fransk, lærte at spille klaver, dyrkede sport, især ridning, og hun lærte at sy og hækle. Da hun var ni år, døde hendes højt elskede far, og hun var 13 år, da hendes bedstemor døde i 1901, og hendes onkel Edward VII blev konge. Som 17 årig i 1905 var hun blevet en stor skønhed med ravgult hår, blå øjne, en lige næse, smuk teint, hun var høj og slank, elegant og stilfuld, og hun var en af de mest eftertragtede kandidater på det royale ægteskabs marked.

Den femte juni 1905 havde Edward VII inviteret 120 mennesker til galla middag på Buckingham Palace. Blandt de indbudte var alle de engelske giftemodne prinsesser, de skulle møde den unge spanske kong Alfons XIII. Han var på en længere Europa rejse for at finde en hustru, for personligt at lære de forskellige kandidater at kende. Der stod en helteglorie omkring ham, da han kom til London, for han var netop sluppet uskadt fra et attentatforsøg foran operaen i Paris. Han havde siddet i en vogn ved siden af den franske præsident, da der sprang en bombe. Præsidenten var begyndt at ryste over det hele, men Alfons havde beroliget ham med, at det kun var nogle harmløse knaldperler.

Da den unge Alfons XII døde i 1785, efterlod han sig to døtre, en gravid dronning og et land i sorg. På sit dødsleje havde han bedt om, at en evt. søn ikke skulle bære hans navn, men det kom han alligevel til, og Alfons XIII blev udråbt til konge samme dag, som han blev født. Hans mor, den østrigske Maria Cristina skulle fungere som regent, til han fyldte 16 år. Enkedronningen var en kølig, lukket person, stærk religiøs, hun dyrkede sin mands minde, og hendes søn blev hendes liv, de to var uadskillelige. Igennem hele sin barndom var Alfons omgivet af kvinder, der forgudede og forkælede ham. Hans to søstre, hans farmor, juvelbesatte ældre hofdamer og især hans tante Isabel mindede ham konstant om, at han var født konge og derfor stod over loven, alle andre skulle adlyde ham. Han blev undervist indenfor slottets mure af konservative, religiøse lærere, som hans mor havde valgt. Han voksede op i en munkeagtig atmosfære næsten uden legekammerater.

Den 17. maj 1902 blev Alfons XIII kronet som konge, det var på hans 16-års fødselsdag, og han var iklædt en kaptajns uniform. I sin dagbog skrev han, at hans person var afgørende for, om Spanien skulle være et monarki eller en republik. Det var profetiske ord fra en ung mand. Monarkiet kunne kun løse tidens politiske og sociale problemer ved at være demokratisk; Alfonso XIII svor at ville overholde grundloven, men ville han holde sit løfte? Personligt følte han sig hævet over loven, sådan var han blevet opdraget ved det klaustrofobiske hof i Madrid.

I 1905 var Alfons blevet 19 år, og hoffet ønskede, at han skulle gifte sig, så han ikke længere behøvede at besøge bordeller, en af hans elskerinder var gravid med hans barn. Hans store interesser var biler, elitesport, jagt, pornofilm og kvinder. Hans mor havde foreslået flere østrigske, katolske prinsesser, men Alfons holdt fast i, at han selv ville vælge sin kommende hustru. I London var han blevet det helt store samtaleemne, og den femte juni om aftenen havde Edward VII sørget for, at alle prinsesser stod opstillet i en lang række, da Alfons trådte ind. Da han fik øje på Victoria, spurgte han, hvem den smukke lyshårede prinsesse var. Den aften forelskede han sig i Victoria, og hun har senere fortalt, at hans gennemborende blik fik hende til at rødme. Nogle dage senere mødtes de til et bal, det var hans sidste aften i London, og han bad hende om ikke at glemme ham.

Efter vielsen går Alfons og Victoria går ned mod en karet, der skal binge dem rundt i byen.
Få minutter senere har en anarkist smidt en bombe, der dræber 23 og sårer flere hundrede. Victorias brudekjole bliver rød af blod.
Alfons XIII med sin første søn Alfons, der havde hæmofili.
Victoria med de to ældste sønner, Alfons og Jaime.

De begyndte at skrive breve til hinanden, og Victoria blev mere og mere forelsket. Alfons havde allerede bestemt sig og meddelt sin mor og hoffet, at hun var hans første og eneste valg. Victoria begyndte at læse spansk, og i januar 1906 mødtes de i Biarritz, hvor hun skulle præsenteres for familien. Ikke alle var glade for valget. Englænderne var imod, at en engelsk prinsesse skulle til det katolske Spanien, og Alfons´s mor havde hellere set, at han giftede sig med den østrigske, katolske prinsesse Maria Antonia Meklenborg.

Desuden var der spørgsmålet om hæmofili, en arvelig blødersygdom som dronning Victoria sandsynligvis arvede fra sin far og videreførte til nogle af sine børn. Den yngste af hendes sønner fik den og døde som ganske ung af den. To af hendes brødre fik hæmofili, og hendes kusine Alexandra bragte sygdommen ind i den russiske familie, da hun giftede sig med den russiske zar. Alfons lyttede ikke til de mange advarsler, han var forelsket i den smukke lysblonde prinsesse, og det var jo ikke alle, der fik eller transmitterede hæmofili. Bryllupsforberedelserne fortsatte, og Victoria konverterede til katolicismen, noget der ikke var så let for hende at acceptere.

Brylluppet fandt sted den 31 maj 1907 i Madrid, og gaderne var fyldt med mennesker. Det unge par kørte i en åben vogn, omgivet af den kongelige garde, da en terrorist smed en bombe skjult i en buket blomster ind i vognen. Alfons kastede sig over Victoria for at beskytte hende, hendes hvide kjole blev dækket af blod fra en dræbt garder, og de såredes skrig blandede sig med de døende hestes vrinsken. Alfons kom frem og forsikrede alle om, at de var uskadte. En af hestene var død, så de måtte skifte vogn. De store bryllupsfestligheder blev aflyst, og der blev kun holdt en enkel reception. Attentatet kostede 23 mennesker livet, flere hundrede blev såret.

Nogle måneder senere var Victoria gravid. Alfons og hans mor er konstant omkring hende, enkedronningen bestilte messer i det kongelige palads og fulgte en tradition om at besøge ni kirker i Madrid. Man rådede hende til ikke at køre bil, for så ville hun blive svimmel og kaste op, hun skulle i stedet bruge en hestevogn. Lægerne havde sat fødslen til den første uge i april, men de tog fejl, for fødslen gik først i gang klokken to om natten den 10 maj 1907. Det blev en lang og smertefuld fødsel, for Victoria havde bestemt sig for ikke at blive bedøvet. En engelsk læge og jordemor var der, og de var til stor hjælp for Victoria de 12 timer fødslen varede.

Udenfor stod Alfons, enkedronningen, den kongelige familie og 150 mænd fra regeringen og diplomatiet, og der var stor jubel, da man bekendtgjorde, at det var en dreng. En mandlig arving, der kunne bringe fred og stabilitet. Biskopper og præster fyldte kirken i det kongelige palads for at bede for dronningen og barnet. Kl. 13.05 kom Alfons ud iført en kaptajnsuniform med den nøgne baby på en lillafarvet pude på en sølvbakke, den samme, som han selv var blevet vist frem på 21 år tidligere. Dronningen ammede selv, noget der vakte forargelse ved hoffet, men gjorde hende populær blandt folket. Ved de næste fødsler krævede hoffet, at hun brugte en amme. Drengen blev indskrevet som prins af Asturien, kronprins, og en uge senere blev han døbt Alfons. Glæden var stor, men kortvarig for nogle dage efter blev drengen omskåret, en skik der stammede fra dengang de fleste læger var jøder, og den lille Alfons var ved at forbløde. Han havde  hæmofili, og Alfons kom til at leve en total beskyttet barndom, for man var konstant bange for, at han skulle forbløde.

Alfons tilgav aldrig Victoria, at hun havde bragt en sygdom ind i den spanske kongefamilie, og nu vendte han sig mod hende, for ham var ægteskabet reelt forbi. ”Jeg ved, at det er forkert, men jeg kan ikke tilgive hende, at det er hende, der har bragt den sygdom ind i min familie,” sagde han. De fortsatte med et officielt liv udadtil, for de var klar over, at de måtte forsøge at få sygdomsfri sønner. Alfons kastede sig ud i talløse affærer.

Victoria kom fra en international storby til en provinsby, Madrid havde kun et hotel. I løbet af de næste år voksede byen fra en halv til en hel million, og de 16-20-årige udgjorde den største gruppe. Der var næsten ingen industri i Madrid, og derfor heller ikke noget arbejde. De fattige boede i en ring om byen og levede under forfærdelige forhold. Madforsyningerne var elendige og førte ofte til forgiftninger, vinen var fortyndet, kødet dyrt og fuld af sygdomme. Arbejderne levede stort set kun af klipfisk. Der var boligmangel, så flere familier boede sammen i små lejligheder, der var ikke vand i korridorejendommene, kun ét toilet på hver etage. Børnedødeligheden var høj, på vuggestuer og børnehjem døde børnene som fluer. Problemerne med affald var de samme i 1906 som i 1500. De allerfattigste boede i huler, hvis de ikke døde af sult.

Regeringen foretog sig intet for at løse de fattiges problemer, og det voksende proletariat blev udklækningssteder for alle mulige politiske teorier, intet andet sted i Europa fik anarkisterne så stor gennemslagskraft. Der opstod nye politiske partier. For mange spaniere stod valget mellem at protestere, ofte voldeligt, eller at emigrere, og 400 år efter at de første conquistadores var kommet til Sydamerika, fulgte der i årene 1900-20 en ny invasion af to millioner fattige og sultne spaniere, der håbede på et nyt og bedre liv.

Victoria kom fra et livligt hof til det mest kedelige og lukkede hof i Europa. Hendes svigermor havde været sparsommelig, alle skulle slukke lyset klokken 22 og skrue ned for varmen. Hun kom til et trist, spartansk og religiøst hof, præget af enkedronningens mørke sind. Victoria kom som et frisk pust, og snart trængte en bølge af ungdom, elegance, kvindelighed igennem de store saloner. Slottet havde ikke haft nogen badeværelser, det fik Victoria installeret, for det skulle være rart at bo der, hendes børn skulle vokse op i et rigtigt hjem.

Hun indførte nye sportsgrene, tennis og cricket, hun introducerede nye tøjmoder for madrilenerne, hun viste sig frem i badedragter, hvor man kunne se benene, og så røg hun, det havde hun gjort, fra hun var ganske ung. Spanske kvinder røg privat, men aldrig offentligt, og hun blev den første, der offentligt trak en cigaret frem og elegant tændte den med største naturlighed. Alfons bad hende ikke ryge offentligt. Som den dyreelsker hun var, kom hun til at hade tyrefægtninger, som hun var tvungen til at overvære. Hun valgte at tage solbriller på og lukke øjnene. Til trods for at hun næsten altid smilede offentligt, gik der rygter om, at hun var stolt og kold.

I begyndelsen af 1908 meddelte hoffet, at dronningen igen var gravid, og i juni fødte hun en søn, Jaime, der var sund og rask. Fire år senere fik han en mellemørebetændelse, og efter en mislykket operation blev han næsten døv. Man sendte ham til forskellige eksperter, han lærte at læse læber, men han kom aldrig til at tale normalt. Victoria passede selv sine børn, og i et brev kort tid efter Jaimes fødsel, skriver hun til sin mand:

”My dear Alfons. Jeg blev glad for dit brev. Jaime har det bedre i dag, men han er stadig lidt bleg. Efter alle de smerter den lille stakkel har haft. Alfons har det godt og er rigtig sød og sjov. Mens du er væk, så bruger jeg det meste af tiden sammen med børnene, på den måde glemmer jeg lidt, at du ikke er her. I nat frøs jeg virkelig meget, og sengen blev pludselig så stor og tom. Jeg længes efter at have dig ved siden af mig og knuge dig tæt ind til mig, så jeg kan få varmen.” Hun sluttede med at sende kærlige kys og forsikre ham om, at hun var hans elskede og hengivne hustru.