Spanske dronninger

NÆSTE BOG: "SPANSKE DRONNINGER."

 Der findes 30 spanske dronninger fra 1474 til i dag. Her ser I 28.

Det sidste år har jeg skrevet på en bog on spanske dronninger, jeg har valgt ni og er netop blevet færdig med nummer syv, dronning Victoria Eugenia de Battenberg 1907-31 (1887-1969). Hun var barnebarn nr. 32 af den engelske dronning Victoria, og som 19 årig blev hun gift med den 20 årige spanske kong Alfons XIII. Kort tid efter at den første søn var født, opdagede man, at han led af hæmofili, og Alfons tilgav aldrig Victoria, at hun havde bragt den sygdom indi hans familie. Ægteskabet var reelt forbi, men de fortsatte et liv udadtil, og Victoria fødte syv børn på syv år, de skulle finde en rask mandlig tronarving.

En spændende historie om en spændende dronning. 

 

 

 

Victoria med sin bedstemor dronning Victoria
Alfons XIII med sin mor, enkedronning Maria Cristina
Alfons XIII og Victoria blev forlovet.

 

Victoria Eugenia af Battenberg.

Victoria Eugenia af Battenberg var dronning Victorias 32 barnebarn. Hendes mor Beatrice var dronningens yngste barn, som hun ønskede at beholde for sig selv efter Alberts død. Datteren skulle bo hos hende og måtte ikke gifte sig. Da Beatrice forelskede sig i prins Henry af Battenberg, lykkedes det hende alligevel at overtale dronningen til at give sin tilladelse til ægteskabet, mod at hun lovede at blive hos sin mor med sin kommende familie. Victoria Eugenia blev født i 1887 på Balmoral slot i Skotland. Det var samme år, som dronningen fejrede sit 50 års jubilæum som regent, og hun kaldte den lille Victoria for sit jubilæumsbarnebarn. Hun voksede op hos sin bedstemor, som hun blev meget knyttet til, og som hun kaldte Gangan. Som lille blev Victoria kaldt Ena, et navn hun beholdt resten af livet.

Hun fik en traditionel victoriansk opdragelse med streng disciplin, hun lærte tysk og fransk, lærte at spille klaver, dyrkede sport, især ridning, og hun lærte at sy og hækle. Da hun var ni år, døde hendes højt elskede far, og hun var 13 år, da hendes bedstemor døde i 1901, og hendes onkel Edward VII blev konge. Som 17 årig i 1905 var hun blevet en stor skønhed med ravgult hår, blå øjne, en lige næse, smuk teint, hun var høj og slank, elegant og stilfuld, og hun var en af de mest eftertragtede kandidater på det royale ægteskabs marked.

Den femte juni 1905 havde Edward VII inviteret 120 mennesker til galla middag på Buckingham Palace. Blandt de indbudte var alle de engelske giftemodne prinsesser, de skulle møde den unge spanske kong Alfons XIII. Han var på en længere Europa rejse for at finde en hustru, for personligt at lære de forskellige kandidater at kende. Der stod en helteglorie omkring ham, da han kom til London, for han var netop sluppet uskadt fra et attentatforsøg foran operaen i Paris. Han havde siddet i en vogn ved siden af den franske præsident, da der sprang en bombe. Præsidenten var begyndt at ryste over det hele, men Alfons havde beroliget ham med, at det kun var nogle harmløse knaldperler.

Da den unge Alfons XII døde i 1785, efterlod han sig to døtre, en gravid dronning og et land i sorg. På sit dødsleje havde han bedt om, at en evt. søn ikke skulle bære hans navn, men det kom han alligevel til, og Alfons XIII blev udråbt til konge samme dag, som han blev født. Hans mor, den østrigske Maria Cristina skulle fungere som regent, til han fyldte 16 år. Enkedronningen var en kølig, lukket person, stærk religiøs, hun dyrkede sin mands minde, og hendes søn blev hendes liv, de to var uadskillelige. Igennem hele sin barndom var Alfons omgivet af kvinder, der forgudede og forkælede ham. Hans to søstre, hans farmor, juvelbesatte ældre hofdamer og især hans tante Isabel mindede ham konstant om, at han var født konge og derfor stod over loven, alle andre skulle adlyde ham. Han blev undervist indenfor slottets mure af konservative, religiøse lærere, som hans mor havde valgt. Han voksede op i en munkeagtig atmosfære næsten uden legekammerater.

Den 17. maj 1902 blev Alfons XIII kronet som konge, det var på hans 16-års fødselsdag, og han var iklædt en kaptajns uniform. I sin dagbog skrev han, at hans person var afgørende for, om Spanien skulle være et monarki eller en republik. Det var profetiske ord fra en ung mand. Monarkiet kunne kun løse tidens politiske og sociale problemer ved at være demokratisk; Alfonso XIII svor at ville overholde grundloven, men ville han holde sit løfte? Personligt følte han sig hævet over loven, sådan var han blevet opdraget ved det klaustrofobiske hof i Madrid.

I 1905 var Alfons blevet 19 år, og hoffet ønskede, at han skulle gifte sig, så han ikke længere behøvede at besøge bordeller, en af hans elskerinder var gravid med hans barn. Hans store interesser var biler, elitesport, jagt, pornofilm og kvinder. Hans mor havde foreslået flere østrigske, katolske prinsesser, men Alfons holdt fast i, at han selv ville vælge sin kommende hustru. I London var han blevet det helt store samtaleemne, og den femte juni om aftenen havde Edward VII sørget for, at alle prinsesser stod opstillet i en lang række, da Alfons trådte ind. Da han fik øje på Victoria, spurgte han, hvem den smukke lyshårede prinsesse var. Den aften forelskede han sig i Victoria, og hun har senere fortalt, at hans gennemborende blik fik hende til at rødme. Nogle dage senere mødtes de til et bal, det var hans sidste aften i London, og han bad hende om ikke at glemme ham.

Efter vielsen går Alfons og Victoria går ned mod en karet, der skal binge dem rundt i byen.
Få minutter senere har en anarkist smidt en bombe, der dræber 23 og sårer flere hundrede. Victorias brudekjole bliver rød af blod.
Alfons XIII med sin første søn Alfons, der havde hæmofili.
Victoria med de to ældste sønner, Alfons og Jaime.

De begyndte at skrive breve til hinanden, og Victoria blev mere og mere forelsket. Alfons havde allerede bestemt sig og meddelt sin mor og hoffet, at hun var hans første og eneste valg. Victoria begyndte at læse spansk, og i januar 1906 mødtes de i Biarritz, hvor hun skulle præsenteres for familien. Ikke alle var glade for valget. Englænderne var imod, at en engelsk prinsesse skulle til det katolske Spanien, og Alfons´s mor havde hellere set, at han giftede sig med den østrigske, katolske prinsesse Maria Antonia Meklenborg.

Desuden var der spørgsmålet om hæmofili, en arvelig blødersygdom som dronning Victoria sandsynligvis arvede fra sin far og videreførte til nogle af sine børn. Den yngste af hendes sønner fik den og døde som ganske ung af den. To af hendes brødre fik hæmofili, og hendes kusine Alexandra bragte sygdommen ind i den russiske familie, da hun giftede sig med den russiske zar. Alfons lyttede ikke til de mange advarsler, han var forelsket i den smukke lysblonde prinsesse, og det var jo ikke alle, der fik eller transmitterede hæmofili. Bryllupsforberedelserne fortsatte, og Victoria konverterede til katolicismen, noget der ikke var så let for hende at acceptere.

Brylluppet fandt sted den 31 maj 1907 i Madrid, og gaderne var fyldt med mennesker. Det unge par kørte i en åben vogn, omgivet af den kongelige garde, da en terrorist smed en bombe skjult i en buket blomster ind i vognen. Alfons kastede sig over Victoria for at beskytte hende, hendes hvide kjole blev dækket af blod fra en dræbt garder, og de såredes skrig blandede sig med de døende hestes vrinsken. Alfons kom frem og forsikrede alle om, at de var uskadte. En af hestene var død, så de måtte skifte vogn. De store bryllupsfestligheder blev aflyst, og der blev kun holdt en enkel reception. Attentatet kostede 23 mennesker livet, flere hundrede blev såret.

Nogle måneder senere var Victoria gravid. Alfons og hans mor er konstant omkring hende, enkedronningen bestilte messer i det kongelige palads og fulgte en tradition om at besøge ni kirker i Madrid. Man rådede hende til ikke at køre bil, for så ville hun blive svimmel og kaste op, hun skulle i stedet bruge en hestevogn. Lægerne havde sat fødslen til den første uge i april, men de tog fejl, for fødslen gik først i gang klokken to om natten den 10 maj 1907. Det blev en lang og smertefuld fødsel, for Victoria havde bestemt sig for ikke at blive bedøvet. En engelsk læge og jordemor var der, og de var til stor hjælp for Victoria de 12 timer fødslen varede.

Udenfor stod Alfons, enkedronningen, den kongelige familie og 150 mænd fra regeringen og diplomatiet, og der var stor jubel, da man bekendtgjorde, at det var en dreng. En mandlig arving, der kunne bringe fred og stabilitet. Biskopper og præster fyldte kirken i det kongelige palads for at bede for dronningen og barnet. Kl. 13.05 kom Alfons ud iført en kaptajnsuniform med den nøgne baby på en lillafarvet pude på en sølvbakke, den samme, som han selv var blevet vist frem på 21 år tidligere. Dronningen ammede selv, noget der vakte forargelse ved hoffet, men gjorde hende populær blandt folket. Ved de næste fødsler krævede hoffet, at hun brugte en amme. Drengen blev indskrevet som prins af Asturien, kronprins, og en uge senere blev han døbt Alfons. Glæden var stor, men kortvarig for nogle dage efter blev drengen omskåret, en skik der stammede fra dengang de fleste læger var jøder, og den lille Alfons var ved at forbløde. Han havde  hæmofili, og Alfons kom til at leve en total beskyttet barndom, for man var konstant bange for, at han skulle forbløde.

Alfons tilgav aldrig Victoria, at hun havde bragt en sygdom ind i den spanske kongefamilie, og nu vendte han sig mod hende, for ham var ægteskabet reelt forbi. ”Jeg ved, at det er forkert, men jeg kan ikke tilgive hende, at det er hende, der har bragt den sygdom ind i min familie,” sagde han. De fortsatte med et officielt liv udadtil, for de var klar over, at de måtte forsøge at få sygdomsfri sønner. Alfons kastede sig ud i talløse affærer.

Victoria kom fra en international storby til en provinsby, Madrid havde kun et hotel. I løbet af de næste år voksede byen fra en halv til en hel million, og de 16-20-årige udgjorde den største gruppe. Der var næsten ingen industri i Madrid, og derfor heller ikke noget arbejde. De fattige boede i en ring om byen og levede under forfærdelige forhold. Madforsyningerne var elendige og førte ofte til forgiftninger, vinen var fortyndet, kødet dyrt og fuld af sygdomme. Arbejderne levede stort set kun af klipfisk. Der var boligmangel, så flere familier boede sammen i små lejligheder, der var ikke vand i korridorejendommene, kun ét toilet på hver etage. Børnedødeligheden var høj, på vuggestuer og børnehjem døde børnene som fluer. Problemerne med affald var de samme i 1906 som i 1500. De allerfattigste boede i huler, hvis de ikke døde af sult.

Regeringen foretog sig intet for at løse de fattiges problemer, og det voksende proletariat blev udklækningssteder for alle mulige politiske teorier, intet andet sted i Europa fik anarkisterne så stor gennemslagskraft. Der opstod nye politiske partier. For mange spaniere stod valget mellem at protestere, ofte voldeligt, eller at emigrere, og 400 år efter at de første conquistadores var kommet til Sydamerika, fulgte der i årene 1900-20 en ny invasion af to millioner fattige og sultne spaniere, der håbede på et nyt og bedre liv.

Victoria kom fra et livligt hof til det mest kedelige og lukkede hof i Europa. Hendes svigermor havde været sparsommelig, alle skulle slukke lyset klokken 22 og skrue ned for varmen. Hun kom til et trist, spartansk og religiøst hof, præget af enkedronningens mørke sind. Victoria kom som et frisk pust, og snart trængte en bølge af ungdom, elegance, kvindelighed igennem de store saloner. Slottet havde ikke haft nogen badeværelser, det fik Victoria installeret, for det skulle være rart at bo der, hendes børn skulle vokse op i et rigtigt hjem.

Hun indførte nye sportsgrene, tennis og cricket, hun introducerede nye tøjmoder for madrilenerne, hun viste sig frem i badedragter, hvor man kunne se benene, og så røg hun, det havde hun gjort, fra hun var ganske ung. Spanske kvinder røg privat, men aldrig offentligt, og hun blev den første, der offentligt trak en cigaret frem og elegant tændte den med største naturlighed. Alfons bad hende ikke ryge offentligt. Som den dyreelsker hun var, kom hun til at hade tyrefægtninger, som hun var tvungen til at overvære. Hun valgte at tage solbriller på og lukke øjnene. Til trods for at hun næsten altid smilede offentligt, gik der rygter om, at hun var stolt og kold.

I begyndelsen af 1908 meddelte hoffet, at dronningen igen var gravid, og i juni fødte hun en søn, Jaime, der var sund og rask. Fire år senere fik han en mellemørebetændelse, og efter en mislykket operation blev han næsten døv. Man sendte ham til forskellige eksperter, han lærte at læse læber, men han kom aldrig til at tale normalt. Victoria passede selv sine børn, og i et brev kort tid efter Jaimes fødsel, skriver hun til sin mand:

”My dear Alfons. Jeg blev glad for dit brev. Jaime har det bedre i dag, men han er stadig lidt bleg. Efter alle de smerter den lille stakkel har haft. Alfons har det godt og er rigtig sød og sjov. Mens du er væk, så bruger jeg det meste af tiden sammen med børnene, på den måde glemmer jeg lidt, at du ikke er her. I nat frøs jeg virkelig meget, og sengen blev pludselig så stor og tom. Jeg længes efter at have dig ved siden af mig og knuge dig tæt ind til mig, så jeg kan få varmen.” Hun sluttede med at sende kærlige kys og forsikre ham om, at hun var hans elskede og hengivne hustru.

Udadtil fortsatte Alfons og Victoria ægteskabet, selvom det reelt var slut.
Der skulle findes en sund mandlig tronarving, og de næste syv år fødte Victoria syv børn.
Ved et statskup i 1923 overtager en general magten og tilbyder Alfons sin hjælp.
Somrene blev tilbragt ved kysten i Nordspanien.

 

I juni 1909 fødte hun en pige, der blev opkaldt efter sin mormor, Beatriz. Den europæiske presse omtalte hende som en lille Diana, den smukkeste prinsesse i verden. Pigen var sund og rask men også en mulig bærer af hæmofili, noget der ville gøre det svært for hende at finde en passende ægtefælle. Da Victorias onkel Edward VII døde i maj 1910, kunne hun ikke tage med til begravelsen, for hun var igen gravid. Alfons tog til London og var derfor ikke tilstede, da hun fødte en dødfødt søn den 21 maj.

Victoria havde svært ved at lære spansk. Hun forsøgte at finde sig til rette ved det spanske hof, men hun følte sig som en gæst i sit eget hjem. Hver gang hun forlod sit værelse, stod der en masse mennesker udenfor, der hilste på hende. Hun savnede sin engelske familie, hun savnede sin frihed som ung prinsesse ved det engelske hof. Hun klagede over, at hun sjældent så sin mand.

I 1912 var Victoria igen gravid og i december 1912 fødte hun en sund og rask pige, der blev opkaldt efter sin farmor Cristina. Den kongelige familie blev et nationalt ideal, men under den officielle facade levede Alfons et dobbeltliv, han gik på jagt, kørte i hurtige biler, rejste til udlandet, dyrkede sport og var sammen med de venner, der forsynede ham med kvinder fra alle sociale lag. Nogle af dem fik han børn med, bl. a.en irsk barnepige.

Igennem århundreder har de spanske kongefamilier rejst rundt mellem forskellige slotte i Spanien. Victoria elskede barokslottet La Granja lidt udenfor Segovia, her havde hun født nogle af sine børn, til gengæld hadede hun det kolde og dystre el Escorial lidt nord for Madrid. Ingen spanske dronninger brød sig om el Escorial, for det var der, de ville blive begravet. Hele familien elskede slottet i San Sebastian, hvor de tilbragte somrene. Her var de mere frie, kunne svømme, spille tennis, ride og samle den store familie af onkler, tanter, kusiner og fætre.

I juni 1913 opholdt familien sig på la Granja, da Victoria fødte en sund og robust dreng, der få dage senere blev døbt Juan. Han skulle senere blive far til Juan Carlos og farfar til den nuværende kong Filip. Året efter på sin 27 års fødselsdag fødte hun sit syvende og sidste barn, en dreng der kom til at hedde Gonzalo, og som havde hæmofili.

Nogle måneder inden var første verdenskrig brudt ud. Spanien deltog ikke, kongen forholdt sig neutral, og det gjorde han klogt i. Mange spaniere holdt med Tyskland og Østrig. Selv den kongelige familie var delt, for både Maria Cristina og Victorias onkler og brødre kæmpede mod hinanden på de blodige slagmarker. Enkedronningen var konservativ, autoritær, intet skulle ændres på den gamle verdensorden, som hun var vokset op med. Victoria kastede sig ud i arbejde for Røde Kors, og da hendes elskede lillebror Maurice faldt i kampe ved Ipres, var det enkedronningen, der trøstede hende. For Maria Cristina betød afslutningen på den første verdenskrig også afslutningen på den gamle verden. Alfons var stadig meget knyttet til sin mor, og i hendes øjne kunne han ikke gøre noget forkert.

Til trods for at Spanien havde været neutral under første verdenskrig, så havde krigen delt landet. Kirken, hæren og de konservative betragtede Tyskland som et eksempel på ro og orden og var på dets side, mens de liberale, republikanerne og socialisterne forsvarede de allierede, mest fordi Frankrig stod for frihed og menneskerettigheder. Krigen betød et økonomisk boom, for man forsynede de krigsførende magter med materiel fra Asturias miner, jern fra Baskerland, tekstil fra Katalonien, og bankerne i Madrid tjente styrtende med penge. Den gamle adel beholdt sine privilegier, men der opstod en ny klasse af finansfolk, fabrikanter og direktører. Borgerskabet blev rige på krigen, men arbejderklassen blev fattigere under den inflation, som snart fulgte i kølvandet på krigen.

De store sociale forskelle voksede, proletariatet af arbejdere og bønder krævede politiske og økonomiske forbedringer. Efter den russiske revolution voksede den anarkistiske fagforening fra 14.000 medlemmer til 700.000. Socialisterne ønskede at ændre systemet, ikke at ødelægge det. En arbejdsdag var på mindst 11 timer, og i 1919 blev den sat ned til otte timer. Alligevel voksede den politiske vold til ren terror, især i Barcelona, og ved en storstrejke i 1917 blev hæren sat ind. De mange tab af menneskeliv viste ikke kun, hvor svag det konstitutionelle monarki i virkeligheden var blevet, men også at det var blevet afhængigt af en magtsyg hær til at lede landet. I en tale i 1921 sagde Alfons, at med eller uden grundlov så måtte han sætte sin vilje igennem og ofre sig for fædrelandet og gennemføre det, han mente skulle til. Hans ministre var rystede, for med den tale brød han sit løfte til grundloven, det var en erklæring, som ville kunne bane vej til et diktatur.

I juli 1921 drog general Silvestre, der var en god ven af kongen og uden tvivl opmuntret af ham, af sted til Marokko med en hær på 15.000 mand. Han ville ud og kæmpe for Gud, konge og fædreland, vinde ære og slå araberne. Kongen sendte et telegram til soldaterne: Olé los hombres,” fremad drenge.” Felttoget blev en katastrofe, 10.000 mand mistede livet overfor en lille deling af berbere, og Silvestre begik selvmord. Ydmygelsen var total.  De fleste spaniere havde ikke ønsket krigen, men ingen var i stand til at stoppe hæren. Spansk politik fra 1898 til 1923 var et langt forsøg på at opretholde et parlamentarisk system med skiftevis højre og venstrefløjene som regering, ministre kom og gik i 35 forskellige regeringer.

I september 1923 kom det til et statskup, som blev hilst velkommen af størstedelen af befolkningen, da general Primo de Rivera tog magten og tilbød kongen sin hjælp. Alfons accepterede, det betød, at han skulle til at arbejde sammen med en militærperson, og det passede ham meget bedre end de besværlige politikere. Ministrene gik af, og kongen bad Rivera om at danne en midlertidig regering, som dog kom til at sidde i seks år. Dermed brød han endnu engang sit løfte overfor grundloven. Rivera respekterede kongen, men satte ham reelt udenfor al magt ved selv at udnævne en militærregering. Han blev en diktator uden et egentligt politisk program, men kun med et ønske om at redde Spanien, sørge for offentlig ro og orden og forene landet.

Victoria havde været imod kuppet, hendes datter Beatriz har senere fortalt, at Alfons tit rådførte sig med Victoria i politiske spørgsmål. I november 1923 ledsagede hun loyalt sin mand og Ribera på officielt statsbesøg i Rom, hvor de mødte Mussolini, som var Riveras store forbillede. Alfons var også imponeret over alt det, som il Duce havde gennemført på så kort tid, og han udtalte sig positivt om fascismen.  

Tilbage i Spanien havde Alfons mødt Carmen Ruiz, en smuk, berømt skuespillerinde, som blev hans livs kærlighed, og som han fik to børn med, han overværedes selv fødslen af det sidste barn i 1929. Han havde installeret hende og børnene i en luksuøs lejlighed i Madrid, de blev hans anden familie. Det gik så vidt, at kongen tænkte på at lade sig skille med den begrundelse, at Victoria havde bragt hæmofili ind i hans familie, Carmen Ruiz havde ikke bragt nogen sygdomme ind i hans nye familie. Victoria kendte til mange af sin mands affærer og havde altid forholdt sig yderst diskret, men denne gang var både hun og hendes børns rettigheder truet, og hun handlede hurtigt, da hun bad markisen af Viana om et møde. Han var hendes mands bedste ven og hendes farligste fjende ved hoffet:” Jeg har ikke magt til at straffe Dem, som De fortjener. Kun Gud kan gøre det. Deres straf må vente til De befinder Dem i en anden verden." På vej ud af slottet besvimede markisen og samme nat døde han. I 1929 døde enkedronningen, hun havde altid været ved sin søns side, og Alfons fik en dyb depression, som ingen kunne hjælpe ham ud af.

I 1931 er der valg, spanierne ønsker en republik, og Alfons forlader landet.
Familien forlader landet dagen efter og mødes i Paris. Alfons og Victoria enes om separation, Victoria forlader familien og tager til London.
Victoria får sine smykker med og en stor pension. Sendt fra et land, hvor folk sultede.
Ved at sælge nogle smykker hun ikke brugte, kunne hun købe et hus i London.

Problemerne voksede, og i 1930 afsatte kongen Primo de Rivera. Republikanerne forsøgte et kup, men det mislykkedes. Det spanske folk havde mistet tilliden og respekten til deres konge, de følte, at han havde svigtet dem og den ed, han havde aflagt, da han blev kronet. Den 12. april 1931 var der valg, og her viste resultatet helt klart, at folket ønskede forandring, de ønskede en republik. Gaderne i Madrid blev fyldt med mennesker, der jublede, fulde af tro på en bedre fremtid, et nyt Spanien, et moderne Spanien uden en konge. Hæren forholdt sig passiv. Den 14. april 1931 blev den anden republik udråbt.

Alfons rådgivere rådede ham til at rejse. Det forbavsede ham, og han beklagede sig over, at det spanske folk ikke elskede ham mere. Den 14 april lod han sig overtale til at forlade Spanien med tog til Cartagena i Andalusien for at fortsætte med skib til Marseilles og videre til Paris. Om aftenen spiste han og Victoria aftensmad i et lille rum, hvor man plejede at drikke te. Det var første gang i deres liv, at de ikke var omgivet af familie, hoffolk, adjudanter eller personale. Victoria havde altid haft 30 hofdamer til sin rådighed, de bar alle handsker og en broche med hendes initialer i brillanter. Alfons tog afsked med sine børn, og en gruppe tjenere, lakajer, chauffører, kokke, soldater i uniform. Der var ingen hertuger, markiser, grever, generaler eller adelige til at sige farvel. Alfons abdicerede ikke, for han troede, at der stadig var mange, der ønskede ham tilbage. Foran kongeslottet råbte mængden, at Alfons ikke var rejst, men at man havde smidt ham ud. 

Victoria sov ikke den nat, hun begyndte grædende at pakke det nødvendigste til sig og Alfons, Jaime, Cristina, Beatriz, Juan og Gonzalo. Skrækslagen hørte hun den overdøvende larm fra masserne, republikanerne havde meddelt, at de ikke kunne garantere familiens sikkerhed, hvis de ikke straks forlod Spanien. De få vagter, der var tilbage, kunne ikke forsvare et angreb. Det lykkedes nogle unge mænd at klatre op af søjlernes fremspring og nå den største balkon, hvor de hejste det republikanske flag og bandt det fast til altanrækværket til mængdens store jubel. Det lykkedes også nogle få mænd med republikanernes røde skærf på venstre arm at trænge ind i nogle værelser, før de blev fordrevet af vagter.

Klokken fem om morgenen bad Joaquín Suárez, en af kongens venner, om at tale med dronningen, som modtog ham i morgenkåbe. Han fortalte, at deres liv var i fare, at de øjeblikkelig skulle forlade slottet ad en hemmelig dør. Udenfor ville der være biler til at transportere dem til Escorial, hvorfra de kunne tage et tog. Klokken syv blev der holdt en kort messe, og en time senere forlod familien slottet. Kronprinsen var kommet til skade nogle dage inden, man var bange for, at han skulle forbløde, så han blev passet døgnet rundt af sin trofaste læge, der insisterede på at ledsage ham. Alfons blev båret ud på en båre. Udenfor råbte pøblen længe leve Spanien med ære og uden Borboner. Biler og lastbiler var propfulde af mænd og kvinder, der svingede med republikanske flag og plakater, byen var en stor sværm af råbende og skrigende, glade og begejstrede mennesker.

Klokken otte begav familien og nogle få ledsagere sig mod Escorial, hvor kun få var mødt op for at tage afsked med dem, og næste dag nåede de den franske grænse ved Irún. Victoria var 43 år, i 25 år havde hun været dronning af Spanien. Da hun blev gift, var hun blevet modtaget med en bombe, og nu måtte hun flygte væk fra en truende pøbel. Hun havde altid forsøgt at gøre sit bedste, hun havde født syv børn på syv år, hun havde forsøgt at organisere godgørende institutioner og velfærd for spanierne, åbnet hospitaler med skoler for sygeplejersker, institutter for forældreløse børn, for tuberkulosepatienter, men hun var også klar over, at hun aldrig var blevet en populær og elsket dronning.

I Paris blev familien modtaget af en delegation af franske politikere og militærfolk, repræsentanter fra den spanske ambassade mødte også op. Dagen efter kom Alfons, og familien slog sig ned på hotel Savoy lidt udenfor Paris. Alfons og Victorias ægteskab var  forbi, og de bestemte sig for at blive separeret. Alfons beskyldte hende for utroskab med en hertug, der var gift med Victorias veninde, og da han gav hende valget mellem ham og dem, råbte hun, at hun valgte sine venner, og at hun for øvrigt ikke ønskede nogensinde at se hans grimme ansigt mere. Victoria forlod familien og rejste til London.

Den anden republik behandlede hende pænt, sørgede for, at hun fik sine smykker, der havde en værdi svarende til 30 millioner euro samt en pension. Det blev sendt fra et land, hvor størstedelen af befolkningen var fattige, og mange sultede. Hun krævede også sin medgift, et stort årligt beløb af sin mand, og senere tildelte Franco hende en generøs pension. Alfons blev beskyldt for højforræderi, og hans personlige ejendele i Spanien blev beslaglagt. Han ville blive anholdt, hvis han vendte tilbage. Han havde dog anbragt store formuer i engelske og schweiziske banker, og foreløbig slog han sig ned på hotel Maurice i Paris, hvor man kunne se ham sidde i baren og stirre frem for sig, altid elegant klædt på. Han havde få interesser, brød sig ikke om musik, litteratur eller teater, men fik tiden til at gå med at køre dyre racerbiler, spille bridge og poker og pleje sin store interesse for damer.

Senere sluttede han sig til datidens internationale jet set, en stor flok luksusnomader, der rejste rundt mellem Paris, London, Rom, Cannes, Monte Carlo, Rivieraen og de europæiske jagtslotte, for det gjaldt om at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. De tilbragte tiden med at gå til selskaber, middage, spille bridge, tennis og golf, være gæster i luksusyachter og besøge kasinoer. I Monte Carlo fik Alfons opkaldt en cocktail efter sig. Han fortalte, at han kun havde haft en halv time til at pakke en kuffert, da han forlod Spanien, alligevel havde han en eksklusiv garderobe med tøj til alle lejligheder. Det eneste, han aldrig iførte sig, var sine elskede uniformer.

Victoria kom også, her følte hun sig hjemme, hun havde ingen forpligtelser mere og kunne nyde livet. Hun kunne dække til 100 personer, hun havde en fransk kok, og man sagde, at man spiste bedre hos hende end på Maxim´s. Hun kunne bære sine smykker, bortset fra en halskæde af smaragder, to ørenringe og et diadem, som hun havde solgt for at købe et hus i London. Smaragderne viste sig senere at være falske, men juveleren opførte sig som en rigtig gentleman, for han tvivlede ikke et øjeblik på Victorias ærlighed. Hun solgte også juveler, som egentlig tilhørte de spanske dronninger og kun var til låns. Mange år senere blev de solgt hos Sothebys og Christies.

I 1935 blev Alfons og Victorias tredje søn gift med en grankusine, Maria de las Mercedes.
Den 17 juli 1936 gør en garnison i Marokko oprør under ledelse af general Franco. Den spanske borgerkrig er begyndt.
I januar 1938 får Juan og Maria en søn, Juan Carlos, som senere bliver konge af Spanien.
Alfons XIII i eksil i Rom.

Alfons havde ikke opgivet håbet om at vende tilbage til Spanien som konge, og som enhver borbon var det hans pligt at finde passende ægtefæller til sine børn, især den ældste søn, som havde levet en beskyttet tilværelse omgivet af læger og plejere, for man var bange for, at han skulle komme til skade og forbløde. Han var nu blevet 25 år og opholdt sig på forskellige sanatorier. Hans far ønskede, at han skulle vælge en prinsesse til hustru, men med sin blødersygdom var han et dårligt parti. Under et kurophold mødte han en rig cubansk pige, som han kort tid efter giftede sig med. Kongen var imod brylluppet og insisterede på, at den unge Alfons skulle afskrive sig retten til den spanske trone. Det gjorde han, men ægteskabet varede kun nogle uger. Han giftede sig igen med en cubansk pige, som han snart efter blev skilt fra. Så rejste han til USA, hvor han forsøgte sig som skuespiller i Hollywood. Han vidste, at han havde en dødsdom hængende over hovedet, levede et hektisk og farligt liv, der sluttede, da han forulykkede i sin bil i Miami, stærk beruset.

Den næstældste søn, Jaime, var døvstum, og da han ønskede at gifte sig med en italiensk grevinde, krævede Alfons også af ham, at han afskrev sig sin arveret til den spanske trone. Det gjorde han, men i 1946 udsendte han en erklæring om, at han aldrig havde abdiceret, at han var den rigtige konge. Han havde i mellemtiden fået to sønner, og han erklærede samtidig, at hans ældste søn, Alfons var den rigtige kronprins. I 1933 havde de to ældste sønner afskrevet sig retten til den spanske trone. I 1934 omkom den yngste søn Gonzalo efter en bilulykke, hvor hans søster Beatriz havde siddet ved rattet. Hun forsøgte at undgå at ramme en cyklist og kørte i grøften. Det var ikke nogen alvorlig ulykke, men nok til at Gonzalo kom til skade og forblødte dagen efter kun 19 år.

I 1933 havde Alfons sendt et telegram til sin tredje søn Juan, hvor han meddelte ham, at han regnede med, at han ville opfylde sin pligt som prins af Asturien. Alfons gik i gang med at lede efter en prinsesse til ham. Han kontaktede sin fætter, Karl af Borbon- Sicilien, som havde tre døtre på Juans alder. Det vigtigste for Alfons var at finde en pige, der kunne fortsætte dynastiet, så de to fædre blev enige om at sende pigerne til en lægeundersøgelse for at finde ud af, hvem der var mest frugtbar. Det var Maria de las Mercedes, Juan adlød altid sin far, så det var hende, han blev gift med i 1935. 

Det var ikke let for de to døtre Beatriz og Cristina at finde passende ægtemænd, for når de potentielle friere hørte om muligheden for hæmofili, forbød deres familie et evt. ægteskab. Beatriz giftede sig med en rig italiensk aristokrat, og Cristina var blevet 29 år. Hun havde ventet til hendes bror Juan havde giftet sig og fået børn, da hun mødte Enrique Zinzano, multimillionær og ejer af Zinzano vermouth. En af Cristinas veninder var en italiensk prinsesse, og hun sørgede for, at Enrique hurtigt fik en adelig titel, han blev greve, de blev gift, og seks måneder senere fødte hun en pige. Alfons og Victoria deltog begge ved brylluppet, men undgik at tale med hinanden. Ved deres ægteskaber afskrev begge døtre sig retten til den spanske trone.

På grund af den politiske situation i Spanien blev Alfons erklæret uønsket i Frankrig, og for at være tættere på sine døtre, flyttede han til Rom, hvor den italienske kong Victor Emanuel og hans statschef Mussolini modtog dem med åbne arme. Mussolini var så generøs at give dem skattefrihed i Italien, måske fordi Alfons havde opfordret ham til at forsyne de spanske fascister med fly. Først lejede de en villa til den store familie, men da den blev for dyr, flyttede de til Gran hotel, hvor de kunne fortsætte det liv, de havde haft på Rivieraen.  Victoria kom også, men blev kun nogle måneder, så blev hun tvunget til at forlade Italien, for Mussolinis regering beskyldte hende for at spionere for England. Hun flyttede til Lausanne i Schweiz, hvor hun købte et mindre slot formedelst et smaragdkors, som hun aldrig brugte.

17.juli 1936 jorde en garnison i Marokko oprør, snart skulle andre følge efter. Den spanske borgerkrig var begyndt. Alfons var stor tilhænger af kuppet, han kendte personligt en af generalerne, Franco, og havde endog været gæst ved hans bryllup. Han opfordrede til, at man hjalp Franco i hans forsøg på at frelse Spanien. Kongen sendte økonomisk hjælp og ønskede, at hans søn skulle deltage i kampen på nationalisternes side. Juan drog af sted med en gruppe venner, men de blev straks sendt tilbage. 15 medlemmer af kongefamilien deltog i borgerkrigen på Francos side.

Fra Rom fulgte Alfons og hans søn intenst den spanske borgerkrig; hver gang Franco havde sejret, sendte han et telegram til kongen, undtagen efter den sidste sejr, da Franco havde indtaget Madrid, og krigen var forbi. Alfons var den første til at lykønske Franco med hans sejr, men Franco svarede aldrig, og Alfons opgav langsomt håbet om at vende tilbage.

I 1938 fik don Juan og Maria de las Mercedes en søn, der blev døbt Juan Carlos af den senere pave Pius XII, og han blev senere konge af Spanien. I efteråret 1940 abdicerede Alfons til fordel for sin søn don Juan. Det var blevet en stor familie, hans otte børnebørn besøgte ham, og når de kom ind, kyssede de hans hånd.  Alfons var syg, men hver dag åbnede han en falske champagne og skålede på det, der måtte ske. Han var aldrig alene, hver dag kom der nogen og besøgte ham.

Det stod klart for alle, at Alfons ikke havde lang tid tilbage at leve i, Victoria var kommet fra Lausanne og lejede sig ind på et nærliggende hotel. Alfons døde den 28 februar 1941 på Gran hotel værelse 32 omgivet af sin familie. Han blev 54 år, ved sin side havde han jomfruen af Pilars kåbe, en æske med jord fra alle de spanske provinser og det spanske flag. Victoria befandt sig i et tilstødende værelse, og da hun kom ind, gik hun hen og bøjede sig dybt foran sin søn og kyssede hans hånd, det gjorde de andre også, for han var nu den nye konge. Som engelsk prinsesse, vidste hun, hvordan man skulle forholde sig i en sådan situation. Alfons fik en storslået begravelse med deltagelse af kong Victor Emanuel og Mussolini.

Victoria og hendes børnebørn.
I Lausanne kunne Victoria vise sine smykker for de mange gæster.
I Estoril fortsatte den store selskabelighed.
Den kongelige spanske familie undgik både borgerkrigen og første verdenskrig ved først at flytte til Rivieraen, så til Rom, Lausanne og Estoril. Her kunne de fortsætte et liv i luksus.

Victoria tog tilbage til det fredelige og rolige Schweiz til sin store villa i Lausanne. Hendes børn og børnebørn flyttede ind i nærheden i nogle suiter på det eksklusive hotel Royal, mens krigen rasede ude i Europa. Alfons havde efterladt penge nok til sine børn og en stor pension til Victoria, desuden havde Franco tildelt hende en generøs pension.           

Don Juan og Maria de las Mercedes, hans bror Jaime og hans hustru genoptog det liv, de havde haft på Rivieraen. De var optaget af deres sociale liv og så ikke meget til børnene, der blev opdraget af barnepiger og hotelpersonale, som forkælede dem. Victoria blev deres bedstemor, som de kaldte Gangan, det navn hun selv havde kaldt sin bedstemor, dronning Victoria. Hun havde været en lidt kølig og streng mor, men nu blev hun en kærlig bedstemor. Når børnebørnene besøgte hende, skulle de altid kysse hendes hånd, og de turde ikke opføre sig dårligt. Hun lærte dem gode manerer, at spise pænt, sidde pænt, gå pænt, den samme strenge etikette, som hun havde lært af sin Gangan i Buckingham Palace. Hun tillod ingen fejl, fortalte dem om forrang. Jeg vil lære jer det samme, som jeg har lært, fortalte hun dem. Drengene lærte at bukke, pigerne lærte at neje, ikke at tale før nogen henvendte sig til dem, de lærte at finde emner at tale om med mennesker, de ikke kendte. Børnene besøgte hende i weekenden i den store villa. Don Juan gik ind for korporlig afstraffelse, børnene blev tit slået, og Victoria kunne også stikke nogle lussinger.

Victoria elskede sine børnebørn, men som den fødte aristokrat hun var, skulle ingen være i tvivl om, at den vigtigste af dem alle var kronprinsen, Juan Carlos. Når de spiste, skulle man servere for ham før hans søskende og fætre, selvom de var ældre. Torsdag var helliget Juan Carlos, den dag måtte de andre børn ikke komme. Hun formanede ham om, at han aldrig måtte vise sine følelser offentligt, han måtte ikke komme med personlige kommentarer, smil og verden vil smile til dig, græd, men græd alene. Det er vigtigt at komme til tiden, ikke et minut før eller et minut senere. Juan Carlos kom til at elske sin Gangan, det gjorde Jaimes to sønner Alfons og Gonzalo ikke.

Victorias villa i Lausanne var et mindre palads, hvor hun kunne dække op til 200 personer. Med fast hånd og lav løn styrede hun sin husholdning med syv ansatte. Hun inviterede det internationale jet set, mange af dem hun havde mødt på Rivieraen, Aga Khan, de rumænske og albanske ekskonger, som var sluppet væk med kufferter fulde af penge, russiske adelige, Charles Chaplin, franske prinser og prinsesser. Herrerne kom i smoking, damerne i lange kjoler med glimtende diademer, halsbånd, armbånd og ørenringe i diamanter, rubiner, smaragder, safirer, ædelstene der strålede og glimtede om kap med stearinlysene. Efter middagen var der arrangeret bridge.

Victoria fortalte sine veninder, at hun kun havde været lykkelig de første 17 år af sit liv. Hun brød sig ikke om spansk mad, hun havde en fransk kok, og man sagde, at man spiste bedre hos Victoria end på Maxim´s. Spaniens fornemste adelige kvinde, den unge hertuginde af Alba kom på længere besøg for at lære, hvordan man førte et stort hus. Mange år senere opholdt Victoria sig i Monaco for at undervise Grace af Monaco i kongelig etikette.

Spanien var blevet et diktatur under Franco, som don Juan endelig bestemte sig for at tage afstand fra. Ved slutningen af anden verdenskrig håbede han, at han kunne vende tilbage og genindføre monarkiet med de allieredes hjælp. For at være nærmere på Spanien flyttede familien i 1946 til Estoril i Portugal. Victoria forblev i Lausanne. I Portugal blev de modtaget med åbne arme af landets diktator Oliveira Salazar. Estoril bød på et dejligt klima, skønne strande, elegante villaer med veltrimmede haver, et kasino, kabareter, taverner, hvor man kunne høre de populære portugisiske fados og drikke vinho verde til langt ud på natten, der var golfklubber, ridning, en prestigefyldt bane til bil løb, en lufthavn og en togstation med forbindelse til Europa. Der var alt det, Victorias internationale venner satte pris på, og snart flyttede de fleste af dem også til Estoril, mens resten af Europa begyndte en genopbygning efter en verdenskrigs ødelæggelser og enorme tab af menneskeliv. Den franske forfatter Saint-Exypéry kaldte Estoril for ”et trist paradis.”

Juan Carlos og hans lillebror Alfons.

Victoria kom til Estoril til højtiderne. I påsken 1956 indtraf katastrofen. Det var påske, og Juan Carlos var tilbage hos familien i Estoril fra sin militære uddannelse i Madrid. Hele familien opholdt sig i den store villa, Juan Carlos og hans lillebror Alfons var gået op på et værelse, da der lød et skud. De to drenge havde fået fat i en pistol, som de legede med, og de havde fået at vide, at der ingen patroner var i den. Det var ikke rigtigt, der var én kugle tilbage, og den var gået igennem Alfons hoved. Don Juan kom styrtende og tog sin yngste søn i armene; ” sværg, at du ikke gjorde det med vilje,” råbte han til Juan Carlos. Alfons døde i hans arme, og familien gik i stykker. Juan Carlos tog tilbage til Spanien, hans mor fik en depression og lod sig indlægge på en klinik i Tyskland, don Juan sejlede ud i sin båd på en tur, som han ikke havde lyst til at vende tilbage fra. Juan Carlos talte aldrig om vådeskuddet, og det valgte spanierne også at gøre.

Som overhoved for borbon dynastiet var det don Juans pligt at finde egnede ægtefæller til sine børn. Sammen med Victoria skulle han finde en ægtefælle til sin ældste datter Pilar. De bestemte sig for den belgiske kong Baudouin. De to kendte hinanden, fra da de stod på ski i Gstadt som børn. Kongen var meget introvert, religiøs, gik sjældent ud, man kaldte ham den triste konge. Pilar var hans modsætning, hun var dominerende og en sand festabe. Til trods for sin stærke vilje og følelse af uafhængighed accepterede hun valget, hun ville ikke drømme om at modsætte sig sin families vilje, hun vidste, at det var enhver prinsesses opgave at støtte dynastiet. Pilar var ikke særlig køn, så Victoria hjalp hende med at lægge make up og anskaffe sig det rigtige tøj. Victoria var overbevist om, at prinsen ville lade sig besnære af Pilars mange gode egenskaber. Hun rådede hende til at tage en hofdame med, helst den grimmeste hun kunne finde. Pilar valgte Fabiola de Mora y Aragón, og resten er historie, som man siger, for Baudouin blev forelsket og gift med Fabiola. Pilar blev gift med en spansk adelsmand i 1967 og fik fem børn, og hun afskrev sig retten til den spanske trone.  Der er dem, der hævder, at hun ville være blevet en bedre konge end Juan Carlos.

Siden Juan Carlos blev født havde hans far og Victoria talt om en kommende dronning af Spanien. Udvalget var ikke stort. I England, Liechtenstein og Luxembourg var prinsesserne for unge, I Danmark og Holland ville de blive dronninger, I Belgien var der kun prinser, og i Sverige var prinsesserne for moderne for den spanske smag. Tilbage var den hollandske kronprinsesses lillesøster Irene og to græske prinsesser Sofia og Irene.  På et krydstogt i Middelhavet havde Juan Carlos mødt den græske prinsesse Sofia, da de begge var 15-16 år. Da hun fortalte ham, at hun var interesseret i judo, havde han grinet af hende, hvorpå hun havde taget hans hånd og væltet ham om på gulvet. Mere var det ikke blevet til.

De europæiske kongefamilier mødes hovedsageligt ved bryllupper og begravelser, og sammen med sin mor, Victoria, fik don Juan udvirket en invitation til hertugen af Kents bryllup i juni 1961, han var dronning Elisabeths fætter. De fik også arrangeret, at Juan Carlos og Sofia kom til at sidde ved siden af hinanden, og i maj 1962 blev de gift i Athen. Det var Sofias mor, Frederikke, der arrangerede brylluppet, og hun ønskede, at hendes datters bryllup skulle overgår den engelske dronnings. Hendes datter var prinsesse af Grækenland, og Juan Carlos var kun en mulig tronarving til Spanien, som ikke var et monarki. Det blev inviteret 1000 gæster, den græske kongefamilie så ned på den kongelige spanske familie og behandlede dem derefter. Victoria kom også, hun havde altid været meget elegant, men her gjorde hun sig ingen anstrengelser for at se pæn ud, hun så sjusket ud, og hun havde en hat på, der lignede en fuglerede.

Den 30 januar 1968 fik Juan Carlos og Sofia en søn, som blev døbt en uge senere. De valgte don Juan og Victoria til gudforældre, og efter 38 år vendte Victoria tilbage til Spanien. Hun fik en kølig modtagelse, der var ingen røde løbere, og kun nogle få tusinde mødte op for at modtage hende. Det var Franco, der havde magten, og ingen vidste endnu, hvem der skulle følge efter ham. Francos hustru Carmen opførte sig venligt nedladende overfor Victoria. Det var Carmens familie, der var den vigtigste familie i Spanien og ikke Victorias. Senere fortrød Victoria, at hun var kommet.

Under et besøg i Monaco hos fyrstinde Grace var Victoria faldet. Kort tid efter hun var vendt tilbage til Lausanne, gik hun i koma og døde den 15 april 1969 omgivet af sin store familie. Hendes sidste ønske var som spansk dronning ikke at blive iklædt en nonne klædedragt, det havde hun altid ment var en absurd og grotesk skik i et land, som hun aldrig lærte at forstå. Hun blev iklædt en rød bluse, en hvid mantilla og et spansk flag. Hun blev begravet i Lausanne, men senere genbegravet i Escorial ved siden af Alfons og tre af sine sønner.

Ingen af hendes 14 børnebørn fik hæmofili. Tre måneder senere meddelte Franco pludselig Juan Carlos, at han havde valgt ham som efterfølger og ville udnævne ham til prins af Spanien. I det øjeblik stod Juan Carlos overfor valget mellem at sige nej, og være loyal overfor sin far, men så ville familien ikke få kronen, og Franco ville måske vælge hans fætter Alfons, eller at sige ja med en viden om, at han senere kunne ændre Spanien i en mere demokratisk retning. Han sagde ja og accepterede regimets vilkår. Han var også klar over, at monarkiet ikke var populært i Spanien. Hans far don Juan blev aldrig konge, men det blev Juan Carlos, da Franco døde den 20 november 1975.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Don Juan med sine to sønner Juan Carlos og Alfonso. Ved en ulykke kommer Juan Carlos til at slå sin bror ihjel.
Ved Juan Carlos og Sofias bryllup i 1962 hjalp dronning Ingrid Victoria ned af trappen.
Alle Victorias børn og mange børnebørn besøgte hende tit i Lausanne. Her Juan Carlos og Sofia.
Alfons XIII kunne ikke acceptere, at Victoria bragte hæmofili ind i hans familie. Ingen af hendes 14 børnebørn fik hæmofili. Heller ikke hendes efterhånden mange oldebørn.
Victoria blev gudmor til sit oldebarn Filip VI. Efter 38 år vendte hun i 1968 tilbage til Spanien for at deltage i hans dåb.
Victoria solgte ikke dette diadem, det var til låns. Her ses Victoria, Maria de las Mercedes, Sofia og Letizia med diademet.