Fra el Greco til Picasso

El Greco, grækeren. Adelsmand med hånden på brystet fra 1577. El Greco var kommet til et land, han ikke kendte, han var en fremmed, men det første portræt blev som et spansk portræt skal være, Vi ser en ægte hidalgo, en adelsmand, der er bevidst om sin rolle i det spnaske verdensimperium.

Picasso. Portræt efter el Greco.

El Greco, fray Hortensio ca. 1610. El Greco fanger det korte øjeblik, hvor munken ser op fra sin læsning, han har anbragt en finger i sin bog. El Greco har uden tvivl kendt ham godt, han maler munkens levende og intelligente personlighed, men også hans hårdhed.

El Greco, Dame med pelskant, ca. 1577. Man har været i tvivl, om maleren var el Greco, men den lettere asymmetri i øjnene, det gennemsigtige tørklæde, pelskanten og det lange ansigt peger på el Greco. Han var flyttet til Toledo, hvor han havde større kunstnerisk frihed. Han var tro mod sine rødder og signerede på græsk.

Prinsesse Isabel Clara Eugenia, Sánchez Coello, 1579. For at gøre de kongelige smukkere kunne man anbringe noget, der ikke var så kønt, her dværgen Magdalena, der var nært knyttet til den kongelige familie, hun boede hos dem i 20 år.

Zurbarán kaldes også for munkemaleren, ingen anden har malet så mange munke som han. Han malede helgener, martyrer, Jesus og jomfru Maria. Munk, ca. 1630

Zurbarán. Skt. Serapion, ca. 1630. Zurbarán er et øjenvidne, han gengiver livet i klostrene, det tilbagetrukne, kontemplative liv, den indre åndelige passion i de lukkede klostre, hvor sjælen renses og forenes med Gud. Han maler evigheden, stilheden, næsten meditationsbilleder.

Jusepe de Ribera. Maddalena Ventura med sin mand. 1631. Spanske kongelige og adelige kunstsamlere efterspurgte ofte værker med deforme mennesker.

Velázquez var 20 år, da han malede dette værk, "gammel kvinde der steger æg" en bodegon, en opstilling , en køkkenscene. 1620.

Karl IV 6121. Velázquez kom til Madrid fra Sevilla og blev hurigt ansat som hofmaler for kongen. De to var personlige venner.

Velázquez. las Meninas. 1655. Et af kunsthistoriens mest kendte værker. Vi ser den lille prinsesse og Velázquez til venstre bag et lærred.

Picassos fortolkning af las Meninas.

Reklame for el Corte Inglés.

Luis Meléndez. Selvportræt.

Karl III som dreng. De franske borboner kommer på den spanske trone, og det er, som om de åbnede vinduerne og luftede ud efter de dystre og mørke habsburgereDe bringer mange udenlandske malere til landet, her franskmanden Jean Ranc.

Vi skal helt frem til 1775, før de spanske malere træder frem, her Goya. Hertuginden af Alba. 1797.

Goya. Karl IV´s familie. 1800. Det var svært at overleve som kunstner i Madrid, køberne var enten kirken, kongen elelr adelen, der var ikke rigtig nogen middelklasse, men det lykkedes for Goya.

Goya. Isabel de Porcel

Vicente López. Enkegrevinde Calderón. 1846. Hofmaler efter Goyas død, maler i en realistsik stil. Med ham dør en æra, han er den sidste af den gamle skole. Efter Napoleonskrigene ser verden anderledes ud.

Federico de Madrazo. Luisa, Rosa y Raimundo de Madrazo. 1845. Der begynder at vokse en middelklasse frem, der ønkser portrætter. Nu kan man vise følelser, social status, intimitet som i dette portræt af malerens børn.

Federico de Madrazo. Grevinde Vilches. 1853. Romantisk værk, strålende farver, de bare arme og den friske hud gengiver en næsten provokerende holdning. Hun ønsker vores opmærksomhed, sødme, udsøgt elegant klædt på, der er lidt nok se, men ikke røre over hende.

Ramón Casas. Santiago Ruisiñol. 1889. I baggrunden ses en detalje af et værk af Velázquez.

Ignacio Pinazo. Udenadslære. 1898. Portrætter af personer i deres daglige omgivelser blev populære. Her har maleren gengivet sin søn.

Ignacio Zuloaga. Dværgen Doña Mercedes. 1899. 1898 er et kriseår for Spanien, man mistede de sidste kolonier og følte sig ikke mere som et imperium, men begyndte at se indad. Det var en brydningstid mellem det gamle og det nye. I den tid voksede både Picasso og Franco op.

Picasso. La nana. 1901. Picassovar influeret af den moderne ånd, af vanguarden, der voksede frem i Barcelona, i modsætning til Madrid, hvor kunsten stagnerede.

Zuluoaga. Jesus på korset. 1911. Maleren vender tilbage til det gamle Spanien, til de gamle traditioner, religionen, de spanske dyder. Her ser vi en næsten skulpturel korsfæstelse, livet er hårdt og tragisk.

Joaquin Sorolla. Rafael Errázuriz Urmentas famili. 1905. Opstillingen er som hos Velázquez las Meninas.

Solana. Besøg hos biskoppen. 1926. Han malede samfundets bærme, han har en mørk palet, livet bliver som døden, døden som livet, pessimistisk.

Solana. Mujeres de la vida. 1915. Prostituerede som Solana så dem.

Picasso. Dame i blåt. 1901. I 1901 kom Picasso til Paris, der var Europas førende kunstby, her boede en masse spanske malere. Tilbage i Spanien malede han portrætter af de kvinder han havde set i Paris. Hans blå periode.

Picasso. Les demoiselles dÁvignon. 1907. Opkaldt efter en gade i Barcelona, hvor der var et bordel, som Picasso frekventerede. Værket blev et vendepunkt i kunsthistorien, med det bryder Picasso revolutionært med den traditionelle vestlige kunst.

Picasso. Selvportræt. 1901

Picasso. Selvportræt. 1972

Et foredrag om 400 års spansk kunsthistorie fra 1577, da en græker, el Greco, kom til det spanske hof, over Velázquez, Goya til Picasso 1973. En rejse i en kunst, som er meget anderledes end den, vi finder i resten af Europa.

Tiden før el Greco
:


I dag tager vi hele tiden billeder af hinanden uden at tænke nærmere over det. Et fotografi ligner personen. Et malet portræt er en fortolkning af en person, det er et indtryk gengivet af en maler, og der kan være større eller mindre lighed. Hvornår begynder den menneskelige lighed, det enkelte individ, at træde frem i kunsten? Hvorfor og hvem er det vi ser først?

Vi skal faktisk ikke så langt tilbage. I middelalderen er der ingen lighed, for her var Gud centrum, det var det indre, der betød noget, det ydre blev idealiseret, stiliseret. Med den italienske renæssance ca. 1290 tager den vestlige kunst et stort skridt frem. Jomfru Maria bliver gradvis mere menneskelig, der kommer rum bag personerne. Mennesket kom i centrum, og det ser man udvikle sig i kunsten.

Den italienske renæssance begynder at komme til Spanien omkring 1350, men renæssancen slår aldrig rigtig igennem i Spanien. Renæssancen var en perfekt, harmoniseret balance, som ikke passede til den spanske mentalitet. Den almindelige spanske maler var beskæftiget med traditionsbundne, religiøse bestillinger, han var ikke interesseret i teoretiske argumenter, man var trofast overfor sin egen tradition. I Spanien forblev kunstneren en håndværker, i Italien blev han en kunstner. Mens renæssancen bredte sig i Europa, holdt Spanien i høj grad fast i middelalderen.

I Spanien skal kunsten være dramatisk, den skal fortælle en historie, farverne er mere dæmpede, men de skulle gengive en religiøs oplevelse. Ligheden med almindelige mennesker begynder at vokse frem, men det er først, da de kongelige familier behøvede portrætter af deres døtre, som de kunne sende til potentielle kongelige personer, at der blev brug for portrætter, der kunne fortælle, hvordan personen så ud.

Fra 1450-1550 var der ikke gode portrætmalere i Spanien, men efterspørgslen for både religiøse og verdslige malerier voksede, hof og adel ønskede at vise sig frem, og man begynder at bruge udenlandske malere, først og fremmest flamske. Isabel rejste altid rundt med portrætter af sin familie. Juan de Flandes.

Interessen for portrætter vokser, at have et portræt af sig selv, malet på en bestemt måde, blev tegn på social status. Et portræt skulle være sandt, trofast og nøjagtigt gengive modellen. Vi ser det i et portræt af F2, de er en dyster farvetone, et alvorligt udtryk, rosenkransen i højre hånd er udtryk for en religiøs askese. Hofportrættet var ved at udvikle sig, de kongelige skulle være alvorlige, klæde sig i mørkt tøj. Man gengav de mindste detaljer, en stivhed i stilling/holdning, dystre, neutrale farver, rummet bag personen er lille. Det var ikke selve personen, der skulle gengives, men den næsten gudelignende status, som han eller hun havde. Portrættet skulle tilbedes som et ikon.

Det var det hof, som Domenikos Theotocopoulos, el Greco kom til. Han var født på Kreta og kom i lære som ikonmaler. Vi ved ikke, hvorfor han tog til Spanien, men Filip II søgte malere til det slot, Escorial, han var ved at opføre udenfor Madrid. Kongen brød sig ikke om el Grecos kunst, og.........